Lego slår Apple og Disney på omdømme

Foto: Colourbox.com (Modelfoto)
Udgivet Opdateret

Legos topchef, Jørgen Vig Knudstorp jublede og sang med armene over hovedet, da den danske legetøjskoncern for et par måneder siden landede et rekordregnskab i selskabets hovedsæde i Billund.

Nu er der mere at juble over i Lego-hovedkontoret, da virksomheden fra Billund er placeret som nummer fem på en liste over selskaber med det bedste globale omdømme foran internationale superbrands som Apple og Disney.

Undersøgelsen er lavet af Reputation Institute, der hvert år lader befolkningerne i 15 lande rangordne internationale virksomheder. Ved sidste måling var Lego på niendepladsen, men kan altså denne gang glæde sig over at have taget fire hop op af listen.

Lego har sin største fanbase i Nordamerika, hvor selskabet ligger helt i top på listen, mens det i Europa er blevet til en andenplads. Samlet ligger Lego i top-10 i ni ud af de 15 lande, der har medvirket i undersøgelsen.

»Vi har arbejdet fokuseret på at skabe en stærk relation til børn og forældre globalt gennem mange år. I Europa har vi haft en markant tilstedeværelse gennem årtier, og i Nordamerika ser vi nu den tredje generation af Lego-byggere blive født og introduceret til Lego-leg. Det betyder, at vi med succes har skabt en stærk relation til børn, forældre og bedsteforældre,« siger Legos topchef, Jørgen Vig Knudstorp, i en kommentar til undersøgelsen.

Lego landede for knap to måneder siden et rekordregnskab for 2014, hvor omsætningen rundede 28,6 milliarder kr. Det fik Lego-topchefen til at slippe sit indre legebarn løs, da han foran den samlede verdenspresse brød ud i spontan sang og dans.

Powered by Labrador CMS