Lettet mor: Godt at vanvidsbilister straffes hårdere

Forbrydelsen, der blandt andet kostede Britta Buhls søn Magnus livet, kan fremover give tre gange så lang tid bag tremmer

Magnus Buhl blev dræbt natten til den 23. juli 2019, da 27-årige Mohamed Ahmad Samaleh hamrende ind i ham med mindst 117 kilometer i timen i en Audi A6. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Det bliver nu markant dyrere at køre vanvittigt i trafikken. Fremover vil straffen for uagtsomt manddrab i forbindelse med vanvidskørsel blive tre gange så hård. Samtidig bliver såkaldt ‘betydelig legemsbeskadigelse’ takseret til dobbelt så lang straf som nu.

Folketinget har netop vedtaget regeringens lovforslag, der blev præsenteret i starten af december sidste år.

Det skete kort tid efter, at det trafikdrab, der for alvor satte vanvidsbilisme på den politiske dagsorden, skulle have været for retten: Den 35-årige politibetjent Magnus Buhl, der blev dræbt på Langebro i København.

Britta Buhl er glad for skærpelsen af straffen for vanvidsbilisme. Foto: Massimo Grillo
Britta Buhl er glad for skærpelsen af straffen for vanvidsbilisme. Foto: Massimo Grillo

Hans mor Britta Buhl lever hver dag med smerten over at have mistet sin søn, men hun er glad for Folketingets vedtagelse af hårdere straffe.

– Det er bare SÅ fint. Jeg har lige set en dokumentarudsendelse fra det såkaldte dødskryds i Aarhus. Her fik drabsmanden en måneds fængsel og et års frakendelse af kørekortet. Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige. Det er at pisse de efterladte ned ad ryggen. Det er som at signalere, at vores børns liv intet er værd, siger Britta Buhl i telefonen til Newsbreak.dk.

Minister: Jeg er umådelig glad

Uagtsomt manddrab begået i forbindelse med vanvidskørsel bliver i dag som udgangspunkt straffet med fængsel i 16 til 18 måneder. Det vil fremover som udgangspunkt blive straffet med fængsel i 3 år og 4 måneder op til 3 år og 9 måneder.

– Jeg er umådelig glad for, at vi i dag (23. februar, red.) på tværs af politiske skel står sammen i Folketinget i kampen mod vanvidskørsel. Vi har med lovforslaget vedtaget en række strafskærpelser, der vil sende straffene for uagtsomt manddrab, uagtsom legemsbeskadigelse, forsætlig fareforvoldelse og flugtbilisme markant i vejret. Det er min forhåbning, at strafskærpelserne også vil være med til at skabe en adfærdsændring på vejene, så flere bilister tænker sig om, inden de bringer andre menneskers liv i fare med vanvittig og hensynsløs kørsel, udtaler justitsminister Nick Hækkerup.

Vanvidskørslen, der kostede kun 35-årige Magnus Buhl livet, har nu ført til markante skærpelser af straffen. Privatfoto
Vanvidskørslen, der kostede kun 35-årige Magnus Buhl livet, har nu ført til markante skærpelser af straffen. Privatfoto

Skærpelserne af straffen kommer ikke til at gælde i Magnus Buhls’ sag, men det var hans mor Britta Buhl indstillet på.

– Det kunne være fint, hvis han blev dømt efter de nye regler. Men det vidste jeg godt ikke kunne ske, så det havde jeg ikke sat næsen op efter. Men som jeg har nænvt før: Der er ingen mening med dette her, men så kan jeg finde en mening i det ved, at Magnus’ dødsfald har betydet hårdere straffe, siger Britta Buhl. 

Strafskærpelserne træder i kraft den 1. marts 2021.

Sideløbende med denne vedtagelse behandler Folketinget et lovforslag fra transportministeriet, der blandet andet udvider politiets mulighed for at beslaglægge biler på stedet med henblik på konfiskation, når der køres vanvidskørsel.

Dette lovforslag forventes at blive vedtaget i slutningen af marts måned.

Powered by Labrador CMS