Lille Olivia døde efter fejl på hospitalet

Anders og Louise Kressner mistede 25. marts 2018 deres to-årige datter Olivia.

På årsdagen for Olivias død blev hendes gravsted smukt dekoreret med blomster, beskeder og billeder. Klik videre for flere billeder. (Foto: Privat)
På årsdagen for Olivias død blev hendes gravsted smukt dekoreret med blomster, beskeder og billeder. Klik videre for flere billeder. (Foto: Privat)
Offentliggjort Sidst opdateret

Den 25. marts 2018 svigtede systemet. Her mistede ægteparret Anders og Louise Kressner deres kun to år gamle datter Olivia, der døde af dehydrering på Hvidovre Hospital.

Parret stod i DR-dokumentaren “Jeg svigter mine patienter” frem og fortalte deres historie.

Olivia blev en aften dårlig. Hun kastede op og havde feber.

På hospitalet blev det konkluderet, at Olivia var “lettere dehydreret”. Hun blev tilset af en læge, der gav besked om, at Anders Kressner skulle give Olivia fem milliliter væske hvert tiende minut.

Den mængde vælger lægen senere at fordoble – men beskeden når aldrig frem til Anders. Det bliver i sidste ende fatalt.

Olivia bliver udskrevet, inden fejlen bliver opdaget – men hun bliver dårligere derhjemme. Et opkald til hospitalet hjælper ikke – de får at vide, at de skal blive hjemme – og til sidst kan barnet hverken gå eller stå.

Da får de ringet 112, og Olivia bliver hentet med udrykning. Det ser ikke godt ud, får Anders Kressner at vide, da de er tilbage på Hvidovre Hospital. Han skal samle den nærmeste familie.

Klokken 21.38 den 25. marts 2018 giver lægerne op.

En dag, der gør mere ondt end de andre dage

Mandag var det præcis et år siden, Olivia døde.

Allerede om morgenen kunne Anders Kressner mærke, at det var en særlig dag. Det fortæller han til Newsbreak.dk:

– Nu var det jo første gang, dagen skulle markeres. Men jeg kunne allerede mærke det, da jeg stod op. Den første tanke, der ramte mit hoved var et flashback til, da vi kom ind på hospitalet. I løbet af dagen gennemgik jeg hele dagen i mit hoved. Det kom bare, det var rigtigt hårdt, siger Anders Kressner.

På dagen var familien Kressner forbi Olivias gravsted. Det var mange andre også, familie og venner.

Der blev pyntet med blomster, hilsner og billeder, og om aftenen tændte familien Kressner et lys for Olivia hjemme i lejligheden.

Men dagen vil stadig stå som noget specielt for Anders Kressner. Altid:

– Selvfølgelig vil det nok aftage og blive bedre, men det vil altid være en dag, der gør mere ondt end de andre dage, siger han.

Hjælper det overhovedet?

På børneafdelingen på Hvidovre Hospital var der på det tidspunkt massive problemer, men det vidste Anders Kressner ikke. Der manglede sygeplejersker, læger og sekretærer.

Det konkluderes, at der er begået fejl i forbindelse med behandlingen af Olivia – alvorlige fejl.

Med valget om at stå frem på landsdækkende tv og tale om sit store tab, håbede Anders Kressner at sætte noget i gang.

Programmet blev sendt på DR2 den 18. marts 2019, og dagen efter modtog han et brev fra sundhedsminister Ellen Trane Nørby.

Brevet var et svar på et brev, som Anders og Louise Kressner sendte i januar. Det kan godt gøre Anders Kressner lidt vred:

– Der er ingen tvivl om, at brevet er sendt, efter hun fik set dokumentaren. Det er nok grunden til det – ellers havde vi aldrig fået svar.

– Svaret er politisk – hun har ikke sat sig ind i sagen. Hun nævner Venstres sundhedsudspil, hvor de nu vil ansætte flere sygeplejersker, men det var ikke problemet i sagen – det skyldes nedskæringer, ikke problemer med at ansætte folk, lyder det fra Anders Kressner.

Han havde håbet, at Olivias historie havde sat gang i mere, end det hidtil har vist sig tilfældet. Til gengæld har reaktionerne fra sundhedspersonale og pårørende til patienter rundt i landet været rørende.

Besøger hospitalet med en klump i maven

Med det svigt, som Anders og Louise Kressner har oplevet, er det kun naturligt, at de i dag tvivler mere.

Parret har også en søn, fireårige Samuel. Når Samuel er syg, er det nogle meget hårde hospitalsbesøg, fortæller Anders Kressner:

– Der er ingen tvivl om, at vi er meget bekymrede. Vi er meget obs, når han er syg og skal på hospitalet. Vi tjekker hele tiden op, og har fået en form for mistro til systemet.

Den ultimative prøvelse af tilliden til systemet ligger dog i meget nær fremtid. Louise Kressner er højgravid, og barnet skal bringes i verden på Hvidovre Hospital. I weekenden:

– Hun er sat til den 13. april, men hun bliver sat i gang i weekenden – så det er meget spændende det hele, også hvordan vi selv tackler det, siger Anders Kressner.

Parret har i løbet af graviditeten fået masser af støtte og hjælp fra hospitalets side. Men tvivlen kan ikke lade være med at plage Anders Kressner:

– Men der er ingen tvivl om, at de er pressede og der er ting, der ikke kører optimalt, siger han.

Powered by Labrador CMS