Lille pige i kritisk tilstand efter motorvejsulykke

En cirka fem-årig pige livsfarligt kvæstet i trafikulykke.

En cirka fem-årig hollandsk pige er fløjet til Odense Universitetshospital efter en ulykke på E20. Hendes tilstand er kritisk. Foto: Vejdirektoratet.
Udgivet Opdateret

Opdatering klokken 23.01: Bilinspektøren er nu færdig på stedet, og motorvejen er igen åben.

Den ulykke, der tidligere spærrede E2o, Esbjergmotorvejen i vestgående retning, kvæstede en hel hollandsk familie – heraf en livstruende.

En mandlig dansk bilist overhaler flere biler, og da han kommer forbi en autocamper og vil trække ind, går det galt.

– Han overser en hollandsk bil, der netop er sat i gang fra nødsporet, siger Anders Hansen, vagtchef hos Syd- og Sønderjyllands Politi til Newsbreak.dk.

Den danske bilist rammer ifølge vagtchefen den hollandske bil med høj fart.

– Og så ruller bilen rundt, siger Anders Hansen.

Ved det bliver en cirka fem-årig pige livsfarligt kvæstet.

– Hun bliver fløjet til Odense Universitetshospital, siger vagtchefen.

De tre resterende medlemmer af den hollandske familie bliver alle tre kørt til Esbjerg Sygehus.

– Det samme gør den danske mand, der er lettere tilskadekommen, siger Anders Hansen.

Stadig spærret

Klokken 22 er vejen stadig spærret i vestgående retning, da Syd- og Sønderjyllands Politi har en bilinspektør på stedet.

– Og han skal have ro til at arbejde, siger Anders Hansen, der forventer, at bilerne er bugseret væk og motorvejen kan åbnes igen omkring klokken 23.

Powered by Labrador CMS