Listeria-ramt pølsemager kræver erstatning

Listeria. Arkivfoto: Colourbox
Udgivet Opdateret

Et omfattende udbrud af den livsfarlige bakterie listeria blev tidligere på året sporet tilbage til den sjællandske fødevarevirksomhed Jørn A. Rullepølser.

Flere personer mistede livet ved udbruddet, men selv om Jørn A. Rullepølser har erkendt, at udbruddet begyndte hos dem, kræver firmaet nu erstatning fra Fødevarestyrelsen. Det skriver DR Nyheder.

Advokat Uno Ternstrøm, der fører sagen for Jørn A. Rullepølser, påpeger, at Fødevarestyrelsen reagerede for langsomt på udbruddet, ligesom man overreagerede, da man 11. august lukkede virksomheden og krævede hele produktionen destrueret.

»Der ligger et ansvarsgrundlag, fordi Fødevarestyrelsen har erkendt sin forsinkelse. Ved at de har reageret for langsomt, påfører de virksomheden et tab. Når der er et ansvarsgrundlag, så skal der betales erstatning, sådan er den banale jura,« siger advokaten til DR Nyheder.

Uno Ternstrøm vurderer, at Jørn A. Rullepølser har lidt et tab på mindst to millioner kroner på grund af fejl begået af Fødevarestyrelsen. Styrelsen skriver i en mail til DR Nyheder, at man ikke kan udtale sig om den verserende sag.

41 personer er blevet smittet under årets listeriaudbrud. Heraf er 17 døde.

Powered by Labrador CMS