Live fra VM i håndbold: Danmark klar til at møde Ungarn

At storspilleren Laszlo Nagy er klar til at møde Danmark har ikke medfødt et stort chok i den danske lejr.

Laszlo Nagy spillede åbningskampen mod Tyskland, men har siden den kamp ikke været på banen ved VM. Foto: Charles Platiau/Reuters
Udgivet Opdateret

Det kommer ikke bag på det danske håndboldlandshold, at den ungarske stjernespiller Laszlo Nagy er blevet klar til at være med i søndagens VM-ottendedelsfinale.

Den 35-årige venstrehåndsspiller har ellers været ude med en skade siden Ungarns åbningskamp, men er blevet meldt klar til knald eller fald-kampen mod Danmark.

Dermed stiller ungarerne præcis, som danskerne har kalkuleret med, siger assisterende landstræner Henrik Kronborg.

– Vi har hele tiden regnet med, at han skulle spille kampen i dag, og det er det, vi har forberedt os på. Så må vi se, hvor meget han er i stand til at spille, siger Henrik Kronborg.

12 år i Barcelona

Højrebacken, der spillede 12 år i Barcelona, er stærk i både forsvar og angreb og har et godt øje til stregspilleren Bence Bánhidi.

– Han er en fast støtte og den største ungarske profil, så han skaber noget tryghed alene ved sin deltagelse. Han er en dygtig tovejsspiller og har stor betydning for deres hold, siger Henrik Kronborg.

Opskriften på sejr er klar

Trods den åbenlyse forstærkning, hersker der dog en tro på, at Danmark godt kan slå Ungarn.

– Det er en modstander, der ligger godt til os, fordi det er nogle tunge gutter, hvor vi kan bruge vores speed til at løbe en masse kontra, har fløjspilleren Casper U. Mortensen, tidligere sagt om mødet med de stærke herrer.

Kampen mellem Danmark og Ungarn begynder klokken 16, og du kan følge den live her:

/ritzau/

Powered by Labrador CMS