Livsfarlige arbejdsforhold: Meldt til politiet

Entreprenører på Storstrømsbroen har fået hele 68 påbud fra Arbejdstilsynet på et år - de ansatte har været i fare for at blive kørt ned af tunge byggemaskiner og falde i døden fra ni meters højde.

Arbejdsforholdene på Storstrømsbroen er livsfarlige, skriver Fagbladet 3F. (Foto: Søren Bidstrup/Scanpix 2011)
Udgivet Opdateret

Efter en kaotisk start med konkurs- og korruptionsramte italienske byggeselskaber har opførslen af Storstrømsbroen – Danmarks tredjestørste bro – nu været i gang i lidt over et år.

Og det er et farligt arbejde at være bygningsarbejder på det store byggeri, der skal forbinde Sjælland og Falster med en bro til bil- og jernbanetrafik.

Det viser en lang liste af sager fra Arbejdstilsynet, som Fagbladet 3F har fået aktindsigt i.

Siden 28. september sidste år, hvor der var første spadestik på Storstrømsbroen, har Arbejdstilsynet reageret med hele 68 forbud og strakspåbud.

Meldt til politiet

Tre sager er så alvorlige, at Arbejdstilsynet har meldt de ansvarlige virksomheder til politiet for brud på arbejdsmiljøloven.

Bygningsarbejderne har blandt andet være i fare for at blive spiddet af armeringsjern, blive kørt over af store byggemaskiner og styrte ned fra et jernnet i ni meters højde.

– Det er et højt antal reaktioner, når byggeriet kun har været i gang i et år, og det er alvorligt, når nogle af sagerne ender hos politiet. På byggeprojekter i en størrelse som Storstrømsbroen er det vigtigt at have en høj sikkerhed i starten af byggeriet, og det kunne tyde på, at det har der ikke været her, siger professor i arbejdsmiljø ved Aalborg Universitet Peter Hasle til Fagbladet 3F.

Flemming Hansen, der arbejdsmiljøkonsulent i 3F Byggegruppen og har et indgående kendskab til sikkerhedskravene på landets byggepladser, kalder det for “grotesk” med så mange påbud på et stort offentligt byggeri.

– Det er nogle alvorlige forhold. Folk, der arbejder ud til kanten i otte-ni meters højde uden at være sikret forsvarligt mod nedstyrtning. Det er livsfarligt, og det er kun et spørgsmål om tid, før det går galt, siger han.

To udenlandske byggeselskaber

De to udenlandske byggeselskaber, der tegner sig for de mest alvorlige sager om farligt arbejdsmiljø på Storstrømsbroen, har tidligere gjort sig uheldigt bemærket i Danmark.

Efter en lang artikelserie om korruptionssager, byggeskandaler og økonomiske problemer i det italienske konsortium, der vandt udbuddet på den 2,1 milliarder dyre Storstrømsbro, kunne Fagbladet 3F tidligere i år afsløre, at to skandalefirmaer fra metrobyggeriet i København er blevet tildelt store kontrakter på Storstrømsbroen.

De to byggeselskaber, CIPA fra Italien og CNBT fra Portugal, står samlet bag social dumping for 60 millioner kroner på metrobyggeriet, hvor de også udsatte deres medarbejdere for livsfarlige arbejdsforhold.

Ifølge arbejdsmiljøforsker Peter Hasle skal Vejdirektoratet, der er bygherre på Storstrømsbroen, holde deres entreprenører ansvarlige for arbejdsmiljøet.

– Det er afgørende, at bygherren stiller meget høje krav til sikkerheden og følger tæt op, når der opstår problemer. Det gælder ikke mindst med en entreprenør som CIPA, der kommer fra metroen og har haft mange sager om brud på arbejdsmiljøloven, siger han.

Risikerer at styrte i døden

På Storstrømsbroen er det især risikoen for at styrte i døden fra høje arbejdsplatforme, som Arbejdstilsynet har slået ned på.

“Et fald på ni meter kan med stor sandsynlighed medføre, død, invaliditet eller alvorlige knoglebrud”, skriver Arbejdstilsynet efter et kontrolbesøg i slutningen af marts, hvor de har fundet to betonarbejdere i færd med at arbejde på et armeringsnet i ni meters højde.

De to bygningsarbejdere er ansat af CNBT, og Arbejdstilsynet understreger, at de ikke er sikret forsvarligt mod nedstyrtning, og at der er overhængende fare for, at de kan snuble i jernnettet.

Artiklen fortsætter under videoen

CNBT får forbud mod at fortsætte arbejdet, indtil problemerne er løst, men den portugisiske virksomhed er to gange tidligere inden for den seneste halvanden måned blevet taget i at sende sine medarbejdere op i højden uden at være sikret forsvarligt mod at styrte i døden.

– Det er godt, at Arbejdstilsynet har været flittige til at komme på kontrolbesøg, men det er grotesk, at der hver gang er noget galt – og at det er de samme forhold, der ikke er rettet op på, siger Flemming Hansen, arbejdsmiljøkonsulent i 3F Byggegruppen.

– Ser ud til at være i bedring

Det er det italienske konsortium Storstrøm Bridge Joint Venture (SBJV), der er hovedentreprenør på opførslen af Storstrømsbroen, og her forsikrer sikkerhedschef Peter Nordstrøm, at alle ansatte på byggeriet har taget et obligatorisk sikkerhedskursus.

– Arbejdstilsynet har under deres cirka 65 besøg i en periode på 14 måneder pålagt os 68 påbud. Det er beklageligt. Vi arbejder hårdt på at undgå påbud, men det er vanskeligt at undgå dem helt på et projekt af denne skala, siger han og understreger, at antallet af reaktioner fra Arbejdstilsynet er faldet over tid.

Også hos Vejdirektoratet hæfter man sig ved, at der ser ud til at være bedring i arbejdsmiljøet målt på påbud fra Arbejdstilsynet.

– Vejdirektoratet er selvfølgelig ikke tilfreds med, at der indtil videre har været så mange påbud fra Arbejdstilsynet. Det er imidlertid en svær opgave helt at undgå påbud på så stor en arbejdsplads med så mange underentreprenører og så mange forskellige daglige arbejdsoperationer. Vi har mange forskellige nationaliteter ansat på byggeriet med vidt forskellig baggrund, siger projektchef Niels Gottlieb

Powered by Labrador CMS