Livvagt: Yahya Hassan slår eller skubber én gang

Foto: Johan Gadegaard/Scanpix.
Udgivet Opdateret

Digteren Yahya Hassan slog eller skubbede ifølge sin livvagt en anden mand under bytur i Aarhus.

Den kontroversielle digter Yahya Hassan slog eller skubbede i februar sidste år en ung mand én gang i forbindelse med en bytur i Aarhus.

Det fortæller en af digterens livvagter mandag formiddag ved Retten i Aarhus.

Her er Yahya Hassan tiltalt for at have slået den anden mand to gange i ansigtet med knyttet hånd, men det har livvagten ikke set.

– Jeg ser, at Yahya Hassan rammer NI (navn skjult, red.) enten i brystet eller på den nederste del af ansigtet en gang, siger livvagten.

– Det gik så stærkt, at jeg ikke kan huske kraften, forklarer han.

Livvagt holdt en gruppe væk

Sammen med en kollega var livvagten efter eget udsagn i færd med at holde en gruppe arabiske og somaliske mænd, som Yahya Hassan kendte i forvejen, på afstand.

De råbte angiveligt adskillige ukvemsord efter digteren, og derfor ville de to livvagter forklare de unge mænd, at de skulle opføre sig ordentligt.

Det gav plads til, at NI kunne antaste Yahya, hvilket ifølge tiltalen altså endte med to slag fra Yahya Hassan.

– Vi kunne se, at det her ville udvikle sig, hvis vi ikke stoppede hændelsen, siger livvagten, der kastede sig over NI og lagde ham ned på jorden.

Den forurettede har tidligere mandag fortalt i retten, at Hassans to slag ramte ham henholdsvis på øjet og på næsen.

Omvendt insisterer digteren på, at han ved et uheld ramte NI, fordi han ville beskytte sit ansigt, da den anden gav udtryk for, at han ville slå.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS