Løb med Rolex-ure for millioner ved voldsomt røveri
Politiets droneovervågning afslørede formodede røvere
Der blev stjålet ure for 5,6 millioner kroner, da urforretningen Kejser i Aarhus 23. maj sidste år blev udsat for et væbnet røveri.
Ejeren af urforretningen fik en pistol presset op under hagen, da to mænd indfandt sig og tømte montrerne for ure af mærker som Rolex og Omega.
Butiksejeren og en ansat fik strips på hænder og fødder og anbragt i et baglokale, mens røverne tømte forretningen.
Mandag er tre udenlandske mænd på anklagebænken i Retten i Aarhus.
En 37-årig mand fra Holland har en tatovering bag øret. "Blessed" står der.
To andre mænd på 27 og 31 år er fra Montenegro.
Efter røveriet blev gerningsmændene af vidner set stikke af i en bil med schweiziske nummerplader.
Airbnb i Sønderborg
Bilen blev efterladt i det nordlige Aarhus.
Men politiet kunne kortlægge dens færden via ANPG-system, der automatisk aflæser nummerplader centrale steder i landet.
Politiet kunne se, at mændene allerede 1. maj krydsede den dansk-tyske grænse i den hvide Renault Clio.
Politiet kunne også se, at Clio'en i de følgende dage foretog flere ture mellem Aarhus og København fulgt af en sort Passat.
Politiet begyndte at interessere sig for følgebilen, og bilsporet endte ved en Airbnb i Sønderborg.
Det førte til, at politiet holdt adressen under observation ved hjælp af en drone.
Slog til
28. maj - fem dage efter røveriet - slog politiet til. Det skete, da den ene af mændene angiveligt var på vej til at overdrage urene.
Modtageren var efter politiets opfattelse den hollandske mand, der ankom til adressen i Sønderborg i en autotransporter med en bil på ladet.
Politiet fulgte efter og kunne kort tid efter anholde manden.
Politiet formoder, at han var på vej ud af landet med urene, da bilens gps-system havde en adresse i Holland som endemål.
I to udhulede skumpuder fandt politiet 60 af de røvede ure. De to sidste ure fra røveriet er ifølge specialanklager Dorthe Lysgaard ikke blevet fundet.
De to andre mænd blev anholdt samme aften i Aabenraa.
Spontan handling
I bilen, de befandt sig i, var en pude, som indeholdt pistolen, der blev brugt ved røveriet.
De to mænd, der er tiltalt for røveri og våbenbesiddelse, erkender sig delvist skyldige.
Den ene afviser, at våbnet var skarpladt, og at røveriet var planlagt.
Det var en spontan handling, hævder manden.
Manden, der er tiltalt for hæleri, nægter sig skyldig.
Der falder dom i sagen 19. februar.