Solgt ulovligt: Spis dem ikke
Fødevarestyrelsen advarer
Fødevarerejseholdet advarer mandag mod køb af ulovlige æg på Brøndbyegnen.
Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Konkret drejer det sig om æg uden stempler, sporbarhed og salmonellakontrol solgt ved Brøndby Vester Skole fra en køletrailer.
Fødevarestyrelsen opfordrer alle, der har købt æggene, til at smide dem ud.
Ejeren af traileren, Rasmus Kjærup Nielsen fra Holeby på Lolland, har ingen af de tilladelser, der skal til for at sælge fødevarer, og han kan eksempelvis ikke dokumentere, at de besætninger, han har fået æg fra, er underlagt den lovpligtige salmonellakontrol.
Det er heller ikke muligt at spore, hvor han får sine æg fra, hvorved myndighederne ikke kan standse et sygdomsudbrud fremkaldt af æggene.
Har prøvet at stoppe det før
- Vi har ad flere omgange, også med bistand fra politiet, forsøgt at få stoppet det ulovlige salg. Men vi har nu endnu en gang konstateret, at salget desværre fortsætter, siger leder af Fødevarerejseholdet, Michael Rosenmark.
- Som forbruger løber man en risiko for at få et æg med hjem til familien, der kan være forurenede med salmonella, og dermed kan give både diarré og opkast med videre, siger Michael Rosenmark.
Æggene er solgt fra en køletrailer med registreringsnummer AG 4019, og Fødevarerejseholdet kan ikke afvise, at Rasmus Kjærup Nielsen har solgt æg fra andre adresser.