Løsladt mand stadig sigtet i sag om barnedrab

Den 21-årige mand, der fredag morgen blev løsladt af Østjyllands Politi, er stadig sigtet i sag om drab på et fireårigt barn i Aarhus. Moderen er fremstillet i grundlovsforhør.

Politiets eftersøgning var meget specifikt rettet mod denne lejlighed, som må formodes at være den, hvor det afdøde barn fandtes. Foto: Newsbreak.dk
Offentliggjort Sidst opdateret

Den 21-årige mand, der fredag morgen blev løsladt af politiet i Aarhus oven på den tragiske episode, hvor et fire-årigt barn torsdag blev fundet dræbt i byen, er stadig sigtet i sagen. Det oplyser Østjyllands Politi til Ritzau.

Oprindeligt lød det ellers til, at manden, der var kæreste med barnets 26-årige mor, slap for sigtelse, mens politiet valgte at opretholde drabssigtelsen mod moderen. Hun står her klokken 10 foran en dommer i et Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Politiet har stillet krav om fængsling.

– Han er forsat sigtet i sagen, siger politikommissær Rene Raffo fra Østjyllands Politi til Ritzau.

Kærester og samlevende

Manden blev løsladt fredag morgen på baggrund af politiets efterforskning og afhøringer af både mand og mor. De to er kærester og boede ifølge Ekstra Bladet også sammen.

Østjyllands Politi ønsker ikke at uddybe, hvad manden er sigtet for. Ej heller oplyse hvordan parterne forholder sig til sigtelserne.

Det fireårige barn er endnu ikke obduceret, hvorfor en dødsårsag ikke ligger klar.

Barnet blev fundet under stor dramatik i Aarhus midtby torsdag ved middagstid, efter politiet fik en anmeldelse via alarm 112 om et muligt tilskadekomment barn. Det viste sig at være mere end det.

Powered by Labrador CMS