Loven gælder også på black friday: Så du skal kende den inden da

Det skal du vide om dine forbrugerrettigheder, før du går shop amok på årets store handelsdag på fredag.

Udgivet Opdateret

Det er black friday fredag 23. november, og det er dagen, hvor mange danskere både shopper til sig selv og klapper julegaverne af. Når det skal gå stærkt, kan hjernen godt komme til at springe en tanke over.

For en god sikkerheds skyld bør du dog være rigtig godt forberedt på nogle af de faldgruber, dagen byder på. Købelovgivningen gælder nemlig også, selv om det er black friday. I galleriet over artiklen har vi samlet et hurtigt overblik over, hvad du skal vide, når du kaster dig ud i tilbudsjunglen og risikerer at falde over forkerte priser – eller måske tænker på at gøre brug af fortrydelsesretten efter købet.

Onsdag fortalte Jakob Steenstrup, der er juridisk konsulent hos Forbrugerrådet Tænk, til Newsbreak.dk, at man som forbruger skal vogte sig noget så meget for ikke at blive vildledt af gule (ja, sorte) tilbudsskilte og glitrende reklamer.

– Der er ingen tvivl om, der bestemt kan være gode tilbud at hente ved events som Black Friday, men så er der desværre også eksempler på det stik modsatte. Det er jo derfor, vi som organisation bruger tid på at oplyse forbrugerne, siger han.

Steenstrups bedste råd til forbrugere, der skal ud og bruge penge på Black Friday-tilbud, er, at undersøge markedet og bruge noget tid på at forberede sig. For der ér eksempler på varer, der markedsføres med flotte rabatter på dage som black friday, men hvor det flere gange om året kan skaffes til samme pris – nogle gange under.

Ifølge en ny undersøgelse fra Nets har 48 procent af de adspurgte planlagt at shoppe på black friday.

Powered by Labrador CMS