Lukket efter fund af rottelort: – De kommer ikke her fra

Hos Orient Frugt og Grønt, der mandag blev lukket af Fødevarestyrelsen, er man i fuld gang med at håndtere et rotteproblem.

Orient Frugt og Grønt på Sintrupvej i Brabrand er blevet spærret og lukket af Fødevarestyrelsens rejsehold. Foto: google Maps
Udgivet Opdateret

Umiddelbart er det en noget mindre dramatisk udlægning end Fødevarestyrelsen, Orient Frugt og Grønt i Brabrand har af det forløb, der har ledt til, at styrelsen mandag lukkede butikken med det samme.

Det fortæller Soma Abdel-Qader fra forretningen, de Newsbreak.dk ringer til Orient Frugt og Grønt mandag aften, efter det er kommet frem, at Fødevarestyrelsens rejsehold har været på uanmeldt besøg og i en pressemeddelelse konstateret, at “over alt var der muse- eller rottelort i forretningen”.

– Rotterne kommer inde fra naboen. Vi har selvfølgelig haft en professionel skadedyrsbekæmper ude, og han har ikke kunnet finde nogle rotter. Han mener, de er færdedes gennem butikken og ikke inde i butikken, siger han.

I fuld sving

Fra butikken lyder meldingen altså, at rotterne stammer fra butikken ved siden af, og at der i øvrigt ikke er fundet lort i selve Orient Frugt og Grønts butik – kun på lageret. Sporene er fundet i væggen mellem de to butikker, og det har Soma Abdel-Qader taget konsekvensen af, fortæller han.

– Vi er i fuld gang med at afdække det hul mellem de to butikker, hvor rotter og mus er kommet ind ad. Det arbejder vi på lige nu. I morgen kommer der en skadedyrsbekæmper og skal erklære os rottefri, så vi kan åbne igen. Vi har eksisteret i 16 år og har aldrig haft problemer med rotter og mus. I forvejen betaler vi 1300 kroner om måneden for skadedyrsservice for at holde dem væk, siger han til Newsbreak.dk.

Udmeldingen er stik modsat den, som Fødevarestyrelsen kom med mandag aften.

Lort over alt

Fra Fødevarestyrelsen lød det altså, at der over alt var muse- og/eller rottelort i forretningen, da rejseholdet kom på uanmeldt besøg hos butikken i Aarhus-forstaden Brabrand. Forretningen, der ligger lige op ad det gigantiske Skjoldhøjkollegium, er blevet strakslukket af styrelsen.

Det fremgår af den pressemeddelelse, styrelsen sendte ud mandag aften, som fik Newsbreak.dk til at kontakte butikken. Heri står der, at der i lagerlokalet blev fundet rotteekskrementer mellem paller med fødevarer og under hylder i selve butikken.

Netop fordi mus og rotter har haft frit lejde i forretningen, der ud over grøntsager og frugt også ernærer sig ved at sælge vandpiber og tobak hertil, advarer Fødevarestyrelsen kraftig mod at indtage noget som helst mad eller spiseligt, der er købt i forretningen.

Fødevarestyrelsens rejsehold har udstedt straks-forbud mod produktion og markedsføring og lukket butikken af med afspærringsbånd.

Hos butikken regner man med at åbne igen – uden rotter og mus – allerede onsdag.

Powered by Labrador CMS