Luksusfælden: Sådan går det Jens og Lisbeth i dag

Det var en grænseoverskridende oplevelse at være med i Luksusfælden, men i dag er Jens og Lisbeth glade for, at de gjorde det.

Udgivet Opdateret

En mand med sygelig trang til at købe biler, og en kvinde, der er fuldstændig hægtet af omkring økonomien. Det var hvad eksperterne Louise Frost og Kenneth Hansen stod overfor i tirsdag aftens afsnit af Luksusfælden.

Hos parret, der bor i Skive, hersker der økonomisk enevælde. Jens kontrollerer alt og har fuldstændig styr på Lisbeths økonomiske gøren og laden. Hun aner til gengæld intet om hans.

Og selv om parrets indtjening så rigeligt burde tillade dem at spare op, har de i stedet et gennemsnitligt overforbrug på 2.800 kroner per måned.

Det skyldes ikke mindst, at han har et mildest talt sygeligt behov for hele tiden at udskifte parrets biler. Siden han var 16 år gammel, har 39-årige Jens ejet 130 eksemplarer. Det svarer i gennemsnit til en bilhandel sådan cirka hver anden måned gennem 23 år.

Aner ikke hvad det koster

Lige nu har Jens en svinedyr Mercedes og en Toyota holdende i garagen. Alene Mercedesen koster parret 6.000 kroner om måneden. Et beløb, der fuldstændig kommer bag på ham, da han bliver præsenteret for det.

Jens og Lisbeth har netop lidt under et underskud på 25.000 kroner på budgetkontoen og dermed ikke haft råd til at betale for sønnens efterskole. Derfor har Lisbeth måtte ofre en del af sine lommepenge, hun får 1000 kroner om ugen, og desuden sparet på alt andet, for at betale.

Og det viser sig, at det slet ikke har været nødvendigt. For da eksperterne gennemgår parrets diverse-forbrug, der er på voldsomme 10.000 kroner om måneden, dukker der en gedigen overraskelse op. Jens har ofte fået kontanter af børnene og i stedet overført tilsvarende beløb til deres konti via mobilepay.

Hemmelig opsparing

Kontanterne, cirka 8.000 kroner, har han gemt i en krukke i garagen. For det kunne jo være, at han fik lyst til at købe endnu en bil. Den opsparing aner Lisbeth intet om, men hun bliver i bund og grund ikke særlig overrasket  over det. Hun er er vant til, at han får ret, og hun får fred.

Som alle andre har Jens og Lisbeth drømme. Men ingen fælles. Han ønsker sig en stor garage med højt til loftet og plads til en lift. Hun en sommerferie med ham og de sammenbragte børn – samt et køkken alrum, hvor hele familien kan samles. Men med det månedlige underskud er der langt til at kunne realisere bare én  af drømmene.

Skal eksperterne ændre på det og i det hele taget kunne lave et budget, der fremadrettet er i balance, så kræver det ofre. Og at de sammen prioriterer ders drømme. Og det indvilger Jens i. Han er parat til at skille sig af med den dyre Mercedes, og droppe sine evindelige bilhandler. Det virker faktisk som om, der går et lys op for ham, og til, at han indser, at han har et stort problem, der skal løses. For familiens skyld.

Der skal sluges kameler

Eksperterne får lagt et budget, der langt fra er særlig stramt, men som til gengæld kræver, at Jens ændrer adfærd og sluger nogle kameler.

Og langt hen ad vejen kommer parret i mål. Da ekspert Kenneth Hansen efter en måned vender tilbage til Skive, er budgettet overholdt til punkt og prikke. Og dog. For det er godt nok ikke lykkedes for Jens, trods en ihærdig indsats, at få solgt sin elskede Mercedes. Men han har pillet nummerpladerne af den og dermed sparet både grøn afgift, forsikring og driften på den.

Belønningen for indsatsen er en sommerhusferie for hele familien.

I dag har Jens fået solgt sin Mercedes og familien er kommet godt videre.

– Det var i den grad en grænseoverskridende oplevelse at være med i Luksusfælden. Ikke mindst for vores børn, som, i hvert lige efter optagelserne, syntes det var pinligt. Men nu, efter de har set udsendelsen, er det blevet lettere for dem at håndtere. Og overordnet er vi glade for, at vi gjorde det. Vi har simpelthen opnået alt det, vi ville, siger Lisbeth til Newsbreak.dk.

Hun fortæller også, at der nu holder en økonomisk Kia Ceed i indkørslen, og at pladerne snart bliver pillet af Toyotaen, som de stadig har. Den skal Jens skal i gang med at sætte i tip top stand, så den kan blive solgt.

– Vi overholder desuden budgetterne, også diversekontoen, og der bliver sparet op efter planen. Sommerhusferien er endnu ikke blevet bestil, men det bliver den. Og så er udsigten til, at vi kan få vores køkken-alrum rykket nærmere. En ny garage til Jens ligger til gengæld lidt længere ude i fremtiden. Men han skal nok få den, fortæller Lisbeth.

Powered by Labrador CMS