Lykkelig restauratør: Nu smiler Den Lille Kro igen

Den Lille Kro i Nørregade smiler igen. Foto: Google Maps
Offentliggjort Sidst opdateret

Så fik de igen styr på rengøringen på Den Lille Kro på Nørre Allé i Aarhus: Den glade smiley er vendt tilbage

Da Fødevarestyrelsen den 25. juni besøgte Den Lille Kro i Aarhus, var det et beskidt syn, de blev mødt af.

– Utilstrækkelig rengøring i køkken. Emhætte over komfur var belagt med støv og fedt. Der fandtes døde insekter i lampeskærm til emhætte. Skærmen var itu/revnet og var derfor åben. Hylde under komfur og hylde til opbevaring af service var belagt med dryp fra fedt og madrester. Væg i kølerum var beskidt. Område bag opvaskemaskine var belagt med indgroet sort skidt, fedt og madrester, står der i Kontrolrapporten fra juni.

Men nu er lykken vendt: Fødevarestyrelsen var på genbesøg den 13. august, og her var det et helt andet syn, de blev mødt med. Ifølge Kontrolrapporten er rengørings-niveauet nu helt i orden. Lampeskærmen, der før var gravsted for insekter er skiftet ud, de ødelagte fliser er under reparation, og virksomheden oplyser, at køkkenet skal renoveres inden for nærmeste fremtid.

Det var en øjenåbner

For Daniel fra Den Lille Kro var den sure smiley en øjenåbner:

– Min første reaktion var “Hvad sker der??”

– Jeg blev selvfølgelig ked af det, for det er ikke det, vi står for, siger Daniel til Newsbreak.dk.

Det var et resolut personale, der tog kritikken til sig, og spurgte: Hvad skal der til?

Det har resulteret i lidt ekstra investering i rengøring, men ellers er der ikke ændret noget i den procedure, der normalt bliver brugt.

– Det skal selvfølgelig tages seriøst. Det var sundt men bestemt ikke sjovt. Heldigvis har vores kunder bakket op om os, siger Daniel.

– Der er kommet en del mails, så der har været stor fokus på det.

Men nu glæder restauranten sig over, at der igen er smil på Kontrolrapporten.

Powered by Labrador CMS