Magnussen rasende: -Intet Le Mans til mig

Jan Magnussens hold har ikke fået en startplads i Le Mans, og det irriterer racerkøreren

Udgivet Opdateret

Når der 11. juni bliver givet grønt lys til at trykke på gaspedalen i det traditionsrige 24-timersløb i Le Mans, bliver det uden et af de største navne i dansk motorsport.

Rutinerede Jan Magnussen kommer nemlig ikke til at starte, da hans hold, Team High Class Racing, ikke har fået en plads i løbets LMP2-klasse. Dermed går han glip af løbet for første gang i 24 år.

Det skriver TV2 Sport, som har været i kontakt med den danske racerkører, der er irriteret over at misse løbet.

Jan Magnussen er godt irriteret over, ikke at være deltager i årets Le Mans.
Jan Magnussen er godt irriteret over, ikke at være deltager i årets Le Mans.

Holdet står godt nok nummer et på reservelisten, men det hjælper næppe Magnussen og co.

- Jeg tror ikke, at der er flere chancer. Jeg tror ikke, at der kommer flere muligheder i år, så vi kigger bare frem mod næste år.

- Vi er nummer et på reservelisten. Hvis der er en, der falder fra, er det vores bil, der kommer ind. Men det er for sent. Du kan ikke nå at gøre dig klar til det, så selv om der er en, der ryger ud nu, er det nok en anden bil på listen, der kommer med, siger Jan Magnussen til TV2 Sport.

Bliver hjemme

Han fortæller også, at han ikke tager ned for at overvære løbet i år.

Sidste år kørte han Le Mans sammen med sønnen Kevin Magnussen, der i dag er en del af Formel 1-feltet.

Jan Magnussen har vundet Le Mans fire gange. Det gjorde han i 2004, 2005, 2006 og 2009 i sin Corvette-sportsvogn.

Powered by Labrador CMS