Målfarlig landsholdsspiller skal være far – for første gang
I 2018 bliver den danske landsholdsspiller far for første gang.
Den danske landsholdsspiller Christian Eriksen og kæresten Sabrina Kvist Jensen er i lykkelige omstændigheder.
Parret venter sig nemlig deres første barn sammen.
– Kommende mor og far, skriver Christian Eriksen til et billede fra sin Instagram-profil, hvor han står med et scanningsbillede i hånden.
Travlt år
Christian Eriksen kan dermed se frem til et travlt 2018.
Ud over at blive far skal den målfarlige Eriksen også være nøglespiller på det danske landshold, når der til sommer afvikles VM i fodbold i Rusland.
Christian Eriksen havde i november stor del i, at Danmark nåede til slutrunden.
I play off-kampen mod Irland lavede Christian Eriksen hattrick i den knusende 5-1-sejr.
Den 1. december blev der trukket lod til VM i Rusland. Det faldt heldigt ud for Danmark.
Danmark kom i gruppe med Frankrig, Peru og Australien.
Ser nærmere på det
Den opmærksomme læser vil notere sig, at scanningsbilleder ofte foretages omkring 12. uge af en graviditet. Dermed er der en sandsynlighed for, at Sabrina Jensen føder midt under slutrunden.
I den anledning har BT forhørt sig om det scenarie hos landstræner Åge Hareide.
– Jeg har talt med Christian, men det handlede om fodbold og ikke kun barnefødsel. Det er jo helt nyt for mig, men det taler vi nærmere om i det nye år, når vi har set nærmere på, hvornår det kan ske, siger han.