Mange henvendelser om plejehjemssvigt

Direktør i Ældre Sagen vil henvende sig til statsministeren med historier om svigt på landets plejehjem.

Ældre Sagen får i disse dage mange henvendelser fra pårørende, som fortæller om, hvordan beboere på plejehjem bliver udsat for omsorgssvigt. Ældre Sagens administrerende direktør, Bjarne Hastrup, vil gå videre med henvendelserne til statsminister Mette Frederiksen (S). Arkivfoto. Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix
Udgivet Opdateret

Tidligere på dagen lød det fra Ældre Sagen, at der var kommet omkring 100 henvendelser fra pårørende til beboere på plejehjem, som har været vidne til omsorgssvigt fra personalet.

Men der bliver ved med at komme henvendelser. Ældre Sagen har torsdag middag ikke længere overblik over antallet.

– Vi har fået rigtig mange. Og der kommer fortsat rigtig mange ind til os, siger Ældre Sagens administrerende direktør, Bjarne Hastrup.

Pårørende kontakter Ældre Sagen i forbindelse med, at TV2 bringer en dokumentar om forholdene på plejehjemmene Kongsgården i Aarhus og Nyvang i Randers.

Her viser skjulte optagelser, at en 90-årig dement kvinde bønfalder plejepersonalet om at sænke hendes lift, fordi det gør ondt på hende at være hejst op.

Går med lorteble i 10 timer

Andre optagelser viser, at en 91-årig demenssyg mand har lavet afføring i bleen og bukserne. Selv om han beder personalet om hjælp flere gange, går han med den samme ble på i næsten ti timer.

Bjarne Hastrup fortæller, at henvendelserne handler om underernæring, dehydrering, nedværdigende tale og manglende personlig pleje og hygiejne.

Nogle pårørende fortæller, at de ikke tør henvende sig til personalet. De er bange for, at det får konsekvenser for plejehjemsbeboerne.

‘Statsministeren må på banen’

Ældre Sagen samler henvendelserne sammen, så de ansvarlige politikere i kommunerne og regeringen kan få at se, hvordan det står til på landets plejehjem.

Også statsminister Mette Frederiksen (S) må på banen, mener Bjarne Hastrup.

– Der er behov for en kulturrevolution i plejesektoren, siger han.

– Vi vil bruge det især overfor sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) og også over for statsministeren. Denne plejehjemssag har udviklet sig så voldsomt, at vi mener, at vi skal have toppen af regeringen på banen.

Han håber, at statsministeren vil overføre noget at den beslutningskraft, hun har vist under coronakrisen, til plejehjemssektoren.

Powered by Labrador CMS