Massive overgrebsproblemer skal stoppes

For første gang siden Grønland overtog ansvaret for socialområdet, beder landet Danmark om hjælp til at løse massive sociale problemer og omfattende svigt af børn

Udgivet Opdateret

I maj skete der noget usædvanligt for det dansk-grønlandske forhold.

Det skriver Kristeligt Dagblad.

På den statsejede tv-kanal KNR kastede en tydelig berørt borgmester for Tasiilaq, Asii Chemnitz Narup, håndklædet i ringen.

– Vi er i en menneskelig, social og kulturel dødsspiral, sagde hun.

Anledningen var en DR-dokumentar, der afdækkede omfattende problemer med seksuelle overgreb i byen

Tasiilaq på den grønlandske østkyst. Borgmesteren erkendte, at kommunen – trods voksende bevillinger – ikke kunne løfte opgaven alene. Hun langede samtidig ud efter den grønlandske regering for ikke at gribe ind og for i årevis at have afvist en dansk indgriben som en mulig løsning.

Nu skal der handling bag ordene

Konsekvensen af opråbet kunne man opleve i Nuuk i går. Her stod socialminister Astrid Krag (S) side om side med Grønlands minister for sociale anliggender, Martha Abelsen, og præsenterede en plan, der skal sætte en stopper for misbruget af børn i Grønland. Konkret har landene nedsat en fælles arbejdsgruppe, der inden sommer skal komme med en række anbefalinger til, hvordan man blandt andet kan forebygge overgreb på mindreårige.

Gruppen er et nybrud i det dansk-grønlandske forhold, mener Astrid Krag:

– Socialområdet har været hjemtaget siden 1980, så det er helt nyt, at vi går ind og laver et så tæt socialt samarbejde,” siger hun og hæfter sig ved, at Grønlands regering af egen fri vilje har bedt Danmark om hjælp til at løse problemet.

– Et tættere samarbejde betyder, at vi kan komme længere end hidtil med at sikre, at alle børn får en god og tryg opvækst. Vi skal simpelthen have stoppet de her overgreb.

Aaja Chemnitz Larsen, grønlandsk medlem af Folketinget for det venstreorienterede parti IA, mener, at samarbejdet symboliserer en erkendelse, der længe har været fortrængt i den grønlandske politiske bevidsthed.

– Jeg plejer at sige, at bag enhver problemløsning ligger en erkendelse. Når jeg siger dette, så er det primært fordi, at man hjemme i Grønland tidligere har været meget stolte og sagt, at det her er et område, som vi har hjemtaget, og som Danmark derfor ikke skal involveres i, siger Aaja Chemnitz Larsen.

Powered by Labrador CMS