Medie: Mette F. er officiel formand om en uge

Mette Frederiksen bliver ifølge TV2 News med al sandsynlighed valgt som formand for Socialdeokraterne. Foto: Bax Lindhardt/Scanpix
Udgivet Opdateret

TV2 News erfarer, at Socialdemokraterne vil afholde en ekstraordinær kongres 27. eller 28. juni.

Det er ventet, at den afgående justitsminister Mette Frederiksen lørdag eftermiddag af Socialdemokraternes hovedbestyrelse bliver valgt som konstitueret formand for partiet.

37-årige Mette Frederiksen afløser dermed afgående statsminister Helle Thorning-Schmidt, som torsdag nat efter folketingsvalget valgte at takke af som partiformand, efter at hun og rød blok havde mistet regeringsmagten.

Mette Frederiksen skal stadig formelt vælges som ny formand. TV2 News erfarer, at en ekstraordinær kongres finder sted 27. eller 28. juni.

I øjeblikket tyder intet på, at en seriøs modkandidat dukker op.

Helle Thorning-Schmidt var Socialdemokraternes formand fra 2005 til 2015.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS