Medie: Terrorister planlagde nyt angreb

Syv personer meldes nu anholdt i stor politiaktion i St-Denis i Frankrig. Angiveligt kom politiet på sporet af formodede terrorister, fordi de planlagde nyt terrorangreb i Frankrig.

Foto: JOEL SAGET/Scanpix.
Udgivet Opdateret

Syv personer meldes nu anholdt i stor politiaktion i St-Denis i Frankrig. Angiveligt kom politiet på sporet af formodede terrorister, fordi de planlagde nyt terrorangreb i Frankrig.

Politiaktionen i Frankrig formodes snart afsluttet, skriver flere internationale medier, efter at fotografer har fået adgang til det afspærrede område omkring lejligheden, hvor flere formodede terrorister er pågrebet.

Aktionen startede 4.30 onsdag morgen i den nordlige forstad til Paris St- Denis.

Planlagde nyt terrorangreb

Ifølge den franske tv-station France 2 TV, så begyndte politiaktionen efter efterretninger om, at terrorister planlagde et nyt terrorangreb i Paris forretningskvarter La Defense.

I fem timer har politiet forsøgt at storme en lejlighed i forstaden, hvor der opholdt sig formodede terrorister, som har givet fransk politi overraskende stor modstand.

Fransk Le Monde har skrevet at én mand har forskanset sig i lejligheden, men flere medier melder nu om, at et stort opbud af fransk politi nu har eskorteret en mand væk fra stedet. Det er uvist om det er tale om manden, der har forskanset sig.

Den franske anklager har bekræftet, at en kvinde detonerede en selvmordsbombe i lejligheden, og fransk politi har til Le Monde bekræftet at én mand også skulle være død.

Fem politimænd såret

Fransk politi har skrevet på Twitter, at fem politimænd er sårede under aktionen, og den franske anklager har bekræftet, at i alt fem personer er anholdt. AP skriver dog, at i alt syv personer nu er arresteret.

De skulle dreje sig om tre personer i lejligheden og to andre, en mand og en kvinde, som er arresteret nær ved lejligheden. Deres identiteter er endnu ikke bekræftet.

Der har været forlydender om, at politiet mente, at den eftersøgte terrorist Abdelhamid Abaaoud, der menes at være manden, der udtænkte en række blodige terrorangreb i den franske hovedstad fredag aften, opholdt sig i lejligheden.?Dette er endnu ikke bekræftet af myndighederne.

Hele kvarteret i St- Denis er evakueret, metrostationer er lukket og beboere bliver bedt om at holde sig inden døre.

Aktionen kommer efter fredagens terrorangreb i Paris, hvor 129 personer mistede livet.

Powered by Labrador CMS