Medier: Her er Danmarks nye landstræner

TV2s fodboldredaktør Flemming Toft mener at vide, at Åge Hareide bliver ny dansk landstræner. Foto: Anders Wiklund/Scanpix (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Politiken og TV2 erfarer, at Malmö-træner Åge Hareide bliver Danmarks næste fodboldlandstræner.

Morten Olsen stoppede øjeblikkeligt som dansk landstræner, da EM-kvalifikationen glippede tirsdag aften i Parken, men hans afløser kan meget snart være på plads.

Både TV2 og Politiken erfarer, at den tidligere Brøndby-træner og nuværende Malmö-cheftræner, Åge Hareide, bliver Morten Olsens efterfølger i det danske landstrænersæde.

Ifølge Politiken var Hareide blandt tilskuerne tirsdag i Parken, og avisen mener at vide fra kilder tæt på ansættelsesprocessen i Dansk Boldspil-Union (DBU), at en kontrakt med nordmanden er nært forestående.

Ny landstræner klar inden nytår

Efter Morten Olsens øjeblikkelige fratrædelse tirsdag meddelte DBU, at man sandsynligvis vil præsentere en ny landstræner allerede inden nytår.

Åge Hareide er blevet 62 år og har siden 2014 stået i spidsen for Malmö, som han lige nu er i gang med sin anden Champions League-turnering med.

Fra 2000 til 2002 stod han i spidsen for Brøndby, mens han fra 2003 til 2008 var landstræner i hjemlandet Norge.

Som spiller nåede han 50 landskampe for Norge.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS