Medier: Nye coronatiltag er på vej

Fra onsdag klokken 16 er alle landets 98 kommuner omfattet af samme udvidede coronarestriktioner. Mere på vej.

Partiernes sundhedsordførere er indkaldt til møde af sundhedsministeren. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Udgivet Opdateret

Der er nye coronatiltag på vej.

Det skriver flere medier.

En mail fra Sundheds- og Ældreministeriet, som TV2 er i besiddelse af, viser, at partiernes sundhedsordførere bliver indkaldt til møde i den såkaldte covid-19-følgegruppe senere onsdag.

– Som vi varslede til partilederne i går (tirsdag, red.), er der nye tiltag på vej. Indsatsgruppen arbejder aktuelt på dette, står der ifølge TV2.

Til Ekstra Bladet siger Nye Borgerliges sundhedsordfører, Lars Boje Mathiesen:

– Vi er blevet varslet om, at der kommer et møde, efter at partilederne er blevet orienteret. Men vi ved ikke præcist, hvad mødet handler om.

TV2 har været i kontakt med ministeriet. Her kan man ikke sige noget yderligere. Hverken om tidspunkt for mødet eller detaljer om eventuelle nye tiltag.

Ritzau har været i kontakt med en række sundhedsordførere og partiledere. Her er meldingen også, at man hverken kender tidspunkt for møde eller den specifikke dagsorden.

Meldingen kommer samme dag, hvor alle landets 98 kommuner fra klokken 16 bliver omfattet af de udvidede restriktioner, som blev indført i 69 kommuner i sidste uge.

Det betyder, at man snart ikke kan gå på bar og få et glas gløgg i Nordjylland. Og at der ikke er julefrokoster på restauranter i Esbjerg, som heller ikke var med i de første runder af restriktioner.

Restriktionerne betyder også, at elever i folkeskolen fra femte klasse og op undervises hjemme.

Efter planen gælder restriktionerne frem til 3. januar.

Powered by Labrador CMS