Meget ung mand truer ansatte med kniv

Fyns Politi vil meget gerne høre fra folk, der ved, hvem den unge mand er.

Sådan ser den unge mand, som forsøgte sig som røver, ud. KLIK for nærbillede. Foto: Fyns Politi.
Sådan ser den unge mand, som forsøgte sig som røver, ud. KLIK for nærbillede. Foto: Fyns Politi.
Udgivet Opdateret

Fyns Politi har netop udsendt en efterlysning – med billede – af en meget ung mand, der har truet personalet i en Netto med en kniv.

“Den afbildede unge mand forsøgte sig klokken 19.14 som røver i Netto på Østergade i Assens”, starter pressemeddelelsen fra politikredsen.

Manden – der skønnes at være mellem 15-20 år – havde befundet sig i butikken og sandsynligvis afventet, at der ikke var andre kunder.

Trak en kniv

Ved kassen trak gerningsmanden en kniv, men opgav kort efter sit forehavende.

– Han fik åbenbart kolde fødder, da der kom nogle kunder ind i butikken, siger Lars Thede, vagtchef ved Fyns Politi, til Newsbreak.dk.

Fyns Politi ved, at gerningsmanden umiddelbart forud for røveriforsøget i Netto var en tur i Rema 1000. Det er derfra, at billedet stammer. Billedet er valgt, da det giver det bedste indtryk af gerningsmandens påklædning og ansigt.

Udover den meget unge alder beskrives han som mellem 185 og 190 centimeter høj.

Har du oplysninger i sagen – kontakt Fyns Politi på telefon 114.

Powered by Labrador CMS