Meghan chokerer med hård kritik

Hertuginde Meghan, der er gift med prins Harry, siger i et interview, at hun og manden ikke kunne få lov til at flytte fra Storbritannien

Udgivet Opdateret

Det er bestemt ikke nogen hemmelighed, at prins Harry og hans hustru hertuginde Meghans forhold til den britiske kongefamilie kunne være bedre.

Og nu kritiserer den 41-årige hertuginde endnu en gang svigerfamilien. Det gør hun i et interview med The Cut, som hører under New York Magazine.

- Jeg var en skuespillerinde. Hele mit job bestod af: "Fortæl mig, hvor jeg skal stå. Fortæl mig, hvad jeg skal sige. Fortæl mig, hvordan jeg skal sige det", siger hun.

Det måtte vi ikke

Hun fortæller videre i interviewet, at parret foreslog "The Firm" ("firmaet", red.), som kongehuset også kaldes, at de fik lov til at arbejde, stadig på monarkiets vegne, og tjene deres egne penge. Men det fik de ikke grønt lys til.

Hertuginde Meghan og prins Harry flyttede til USA for to år siden og trådte tilbage fra deres officielle pligter. Her ses de med prins Harrys bror, prins William, og dennes hustru, hertuginde Kate, i 2018. (Arkivfoto).
Hertuginde Meghan og prins Harry flyttede til USA for to år siden og trådte tilbage fra deres officielle pligter. Her ses de med prins Harrys bror, prins William, og dennes hustru, hertuginde Kate, i 2018. (Arkivfoto).

Hertuginden og prinsen mente også, at det var bedst at forlade Storbritannien og tage til et hvilket som helst Commonwealth-land.

- Men af en eller anden årsag var det ikke noget, vi kunne få lov til, selv om flere andre medlemmer af familien gør præcis det, siger hun i interviewet.

Vi forstyrrede

Her nævner hun flere prinser og prinsesser, der har fået netop de vilkår, men der kommer ikke nogen præcise navne frem i interviewet.

Hertuginden fortæller videre, at hun og prins Harry forstyrrede "dynamikken i hierarkiet ved bare at eksistere".

Parret blev gift i 2018, men halvandet år efter at bryllupsklokkerne kimede, besluttede de sig for at træde tilbage som fremtrædende medlemmer af det britiske kongehus.

De rykkede teltpælene op og flyttede til USA og bor i dag i Californien med deres to børn, Archie og Lilibet.

Nu sker det igen

Det er ikke første gang, at prins Harry og hertuginde Meghan har udtalt sig kritisk om kongehuset. I foråret 2021 stillede de op til et tv-interview med den amerikanske talkshowvært Oprah Winfrey.

Her beskyldte parret kongehuset for ikke at have støttet dem nok og for racistiske udtalelser omkring parrets dengang kommende barn, Archie.

Interviewet med The Cut er udkommet inden et planlagt besøg i England i starten af september, hvor de skal besøge Manchester og London.

Powered by Labrador CMS