Meghan og Harry takker af på Instagram

Harry og Meghan bytter den royale tilværelse i Storbritannien ud med et mere uafhængigt liv i Los Angeles.

Udgivet Opdateret

Prins Harry og hans hustru, Meghan, træder tirsdag den 31. marts tilbage som seniormedlemmer i det britiske kongehus.

I stedet begynder parret og deres søn et nyt liv i Californien, hvor de allerede er flyttet til, efter de i januar meddelte, de ønskede et mere uafhængigt liv.

Artiklen fortsætter under videoen

Beslutningen betyder, at Harry og Meghan ikke længere vil udføre opgaver på vegne af dronning Elizabeth. De opgiver samtidig deres apanage og royale titler.

Farvel til Instagram

Harry og Meghan vil desuden tage en pause fra deres Instagram-profil under navnet “Sussex Royals”. Det skriver de i et opslag mandag aften, hvor de tager afsked med deres 11 millioner følgere for en periode.

– Selv om I måske ikke ser os her, fortsætter arbejdet. Tak for dette fællesskab, for støtte, inspiration og fælles engagement for det gode i verden.

– Vi ser frem til snart at genoptage forbindelsen med jer. I har været fantastiske, lyder det i opslaget, der er underskrevet “Harry og Meghan”.

Harry, der er søn af prinsesse Diana, har tidligere udtalt, at det ikke har været en nem beslutning at træde ud af det britiske kongehus.

Han har blandt andet angivet den britiske presses voldsomme bevågenhed og til tider kritiske tilgang til parret som en af årsagerne til beslutningen.

Stadig hertug og hertuginde

Parret vil dog stadig være kendt som hertug og hertuginde af Sussex. Hvordan parret fremover vil optræde i offentligheden står endnu ikke klart.

Historiker og lektor ved Københavns Universitet Sebastian Olden Jørgensen peger på, at de kan skæve til det danske kongehus.

– Grevinde Alexandra forlod sådan set også kongehuset. Men i offentlighedens øjne har hun været med. Det kan være, det samme sker med Harry og Meghan. Det kommer utrolig meget an på dem, siger Sebastian Olden Jørgensen.

USA i stedet for Canada

Tidligere var det ventet, at Harry og Meghan ville slå sig ned i Canada, hvor de tidligere på året boede.

Men i stedet bliver Californien tilsyneladende deres nye hjemstat. Her er Meghan født og opvokset.

Harry og Meghan mødtes på en blind date i juli 2016. Efter to dates i London tog de til Botswana i Afrika sammen.

Efter cirka halvandet års forhold friede Harry til Meghan i november 2017. De blev gift i maj 2018 og fik sønnen Archie den 6. maj 2019.

Powered by Labrador CMS