Menneskelig fejl ødelægger 15 millioner vacciner

Ifølge New York Times kom arbejdere til at blande ingredienser forskellige coronavacciner sammen ved en fejl

Arkivfoto: Kamil Krzaczynski/AFP/Ritzau Scanpix
Udgivet Opdateret

Cirka 15 millioner vaccinedoser fra medicinalselskabet Johnson & Johnson er angiveligt blevet ødelagt på grund af en menneskelig fejl på en fabrik i USA.

Det skriver avisen New York Times natten til torsdag dansk tid.

Johnson & Johnson bekræftede onsdag, at selskabet havde fundet et problem med en portion af selskabets vacciner, og den pågældende portion ikke ville blive fyldt på hætteglas.

New York Times angiver ikke en kilde på oplysningen om, at 15 millioner vacciner er ødelagt.

Men ifølge avisen opstod fejlen for flere uger siden, da ansatte ved en fejl blandede ingredienser fra AstraZeneca og Johnson & Johnsons coronavacciner sammen.

Vaccinerne bliver produceret på den samme fabrik i Baltimore i USA.

Johnson & Johnsons oplyser, at det stadig forventer at opfylde sine leveringsaftaler trods uheldet.

Verdens vigtigste

Selskabets coronavaccine bliver anset for at være en af verdens vigtigste i kampen mod pandemien. Det skyldes, at den modsat andre vacciner kun kræver et stik. Den kan også opbevares relativt nemt.

Selskabet oplyser, at der er blevet taget hånd om problemet, og at det vil sende mere mandskab til den pågældende fabrik for at overvåge produktionen.

USA’s lægemiddelstyrelse, FDA, er også blevet gjort opmærksom på problemet.

Johnson & Johnson-vacciner, som allerede er blevet distribueret i USA, er ikke berørt af problemet. Det skyldes, at de vacciner er blevet produceret i Holland.

Ikke første problem

Men alle fremtidige leveringer fra selskabet skal efter planen komme fra fabrikken i Baltimore.

Det er ikke første gang, at Johnson & Johnson oplever problemer med sin produktion.

I begyndelsen af marts oplyste en embedsmand i EU til Reuters, at selskabet angiveligt skulle have meddelt, at det kan få svært ved at levere de aftalte 55 millioner doser af sin coronavaccine i andet kvartal på grund af problemer i forsyningskæden.

Hold virusset væk

Sådan undgår du at blive smittet med coronavirus Covid-19:

– Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit.

– Brug mundbind

– Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder.

– Begræns den fysiske kontakt, og undgå håndtryk, kindkys og kram.

– Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.

– Hvis du er ældre eller kronisk syg, så hold afstand, og bed andre tage hensyn.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

Powered by Labrador CMS