Messerschmidt advarer kritikere

Den nyvalgte DF-formand kræver professionalisme fra de kritiske røster, som ikke ønsker ham på posten

Morten Messerschmidt blev søndag valgt som ny DF-formand på et ekstraordinært årsmøde i Herning.
Morten Messerschmidt blev søndag valgt som ny DF-formand på et ekstraordinært årsmøde i Herning.
Udgivet Opdateret

Frustrationen over valget af Morten Messerschmidt som formand for Dansk Folkeparti skal snart forstumme.

Det siger den nyvalgte DF-formand selv med adresse til de kritiske DF-røster, som ikke ønskede ham som formand. Og som sådan set fortsat ikke gør det.

Messerschmidt sætter dog ikke en deadline for, hvor længe frustrationen skal have lov til at blive luftet.

- Nu må røgen lige lægge sig, og folk må få en god nattesøvn og overveje, hvad de vil. Det siger sig selv. Vi er jo alle sammen mennesker.

- Men man må også have en forståelse for, at årsmødet, baglandet, har sendt et klart signal om, at man ikke længere gider personangreb i medierne. Nu vil man have, at DF kendes for det politiske projekt, siger Messerschmidt, der blev valgt søndag på et ekstraordinært årsmøde i Herning.

- Vi er nødt til relativt hurtigt at få styr på følelserne. Vi er valgt til at varetage Danmarks interesser, og derfor må vi også være professionelle.

- Jeg kommer ikke til at sige, at der er en bestemt deadline. Men jeg kan sige til både medlemmer og de vælgere, der måtte være interesserede i DF's politik, at tiden, hvor vi lufter det beskidte vasketøj på forsiden Ekstra Bladet, er slut, siger Messerschmidt.

Forstummede ikke

Efter sejren i formandskampen søndag eftermiddag forstummede de kritiske røster fra en uskøn og barsk formandsvalgkamp ikke lige frem.

En af modkandidaterne Martin Henriksen fortsatte sin hårde kritik af Messerschmidt, som Henriksen ifølge ham selv ganske enkelt ikke stoler på.

Folketingsmedlemmerne Marie Krarup, Liselott Blixt og Bent Bøgsted, som offentligt har luftet tanker om at forlade DF, hvis Messerschmidt blev formand, holdt heller ikke igen efter Messerschmidts valgsejr.

- Kritik er meget velkommen. Den har jeg fået masser af igennem mit politiske virke, siger Messerschmidt.

- Det er et spørgsmål om, hvordan man afsender den. Kan man finde ud af at tale internt til hinanden, kan man sige rigtig meget. Men den tid, hvor man bare kunne lufte alverdens bekymringer og angreb på forsiden af Ekstra Bladet og andre tabloide medier, den er altså slut.

- Så handler det ikke om at kritisere nogen, men om at ville promovere sig selv på bekostning af partiet. Og det skal være slut, siger han.

Skal have styr på folketingsgruppen

Første store opgave for Messerschmidt er at få styr på folketingsgruppen, som er totalt splittet i forhold til formandsspørgsmålet. Messerschmidt vil tale på tomandshånd med dem, som har kritiseret ham, siger formanden.

- Jeg gør mig ingen illusioner om, at det her bliver let. Men jeg tror, at det er en opgave, jeg kan løfte i fællesskab med mine kolleger, og der går jeg ind til det her med stor fortrøstning, siger han.

Blå Bog: Morten Messerschmidt

* Navn: Morten Messerschmidt.

* Født: 13. november 1980 i Frederikssund.

* Søn af: Struktør Carsten Christoffersen og byrådsmedlem Inge Messerschmidt (DF).

* Bopæl: København.

* Parti: Dansk Folkeparti.

* Politisk karriere:

2022-: Formand for Dansk Folkeparti

2020-2022: Næstformand for Dansk Folkeparti.

2020-: Kulturordfører.

2019-: EU-ordfører, europarådsordfører, energi- og klimaordfører.

2019: Messerschmidt kom tilbage i dansk politik.

2009-2019: Medlem af Europa-Parlamentet med rekordhøje 465.758 personlige stemmer ved valget i 2014.

2007-2009: Energiordfører og klimaordfører.

2005-2009: EU-ordfører.

2005: Første gang valgt ind i Folketinget for Dansk Folkeparti.

* Beskæftigelse:

2010-2012: Underviser i statsforfatningsret på Københavns Universitet.

* Uddannelse:

2007: Uddannet jurist (cand.jur.) fra Københavns Universitet.

1999: Student fra Sankt Annæ Gymnasium.

* Privat:

Kæreste med Dot Wessman, teltholder i sangerindepavillonen Bakkens Hvile.

* Andet:

- Radiovært på 24syv siden december 2021. Han er vært på programmet ”Kammertonen”, der handler om opera.

- Han er forfatter eller medforfatter til bøgerne ”Den kristne arv” fra 2021, ”Farvel til folkestyret – hvordan EU ødelægger frihed, folk og folkestyre – og hvad vi kan gøre ved det” fra 2020, ”Overlad det trygt til Bruxelles – Debat om EU” fra 2015, ”Det er (ikke) sort/hvidt – Samtaler om skepsis, demokrati og visioner for Europa” fra 2014 samt ”Intet over og intet ved side af … EU-Domstolen og dens aktivisme” fra 2013.

- Han er tiltalt for dokumentfalsk og svig med EU-midler for cirka 100.000 kroner. I august blev han kendt skyldig ved Retten i Lyngby, men landsretten har senere vurderet, at dommeren var inhabil, og sagen skal derfor gå om.

Kilde: Folketinget, Ritzau.
Powered by Labrador CMS