Metrochef anklaget for at spidde medarbejder på søm

Udgivet Opdateret

En byggefaglig diskussion på en metrobyggeplads udviklede sig voldsomt

– Jeg slår dig fan’me ihjel!

Sådan skulle ordene angiveligt have lydt fra en byggeleder fra den italienske hovedentrepenør på metrobyggeriet, CMT, mens han holdt en portugisisk betonarbejder fast i kraven og truede med at smide ham ned i en dyb skakt. Sagen om den italienske byggeleders overgreb er blevet politianmeldt, og den er nu ved at blive efterforsket ved Københavns Politi, skriver Avisen.dk.

Den voldsomme episode fandt angiveligt sted, efter en faglig diskussion om betonarmering mellem de to udviklede sig. Portugiseren har fortalt, at byggelederen bankede hans hånd ind i et bræt så hårdt, at den blev spiddet på et rustent søm, og det var så herefter, at byggelederen slæbte ham over til skakten og truede med at kaste ham ud.

Hos fagforeningen 3F er formand for Byggegruppen i 3F BJMF, Jens Kirkegaard, oprørt over episoden.

– Han er skræmt fra vid og sans efter overfaldet og fuldstændig psykisk nedbrudt. Det minder om ridefogedens opførsel i Pelle Erobreren. Det er komplet ubegribeligt, hvordan en så højtstående ansat overhovedet kan havne i sådan en situation, siger Jens Kirkegaard til Avisen.dk.

Hverken CMT eller Metroselskabet har ønsket at udtale sig om den konkrete sag, før der er faldet en retslig afgørelse.

– Vi tager afstand fra enhver form for vold, det skal ikke finde sted. Af hensyn til alle parter kan vi ikke udtale os om, hvad der måtte være sket, så længe politiet efterforsker sagen. Men skulle der være kød på den anmeldelse, er det selvfølgelig alvorligt, siger kommunikationschef hos CMT Jens Munch.

 

Powered by Labrador CMS