Mette F. med alvorlig advarsel til Trump
Mette Frederiksen tager udtalelser fra Trump om Grønland alvorligt og advarer mod et angreb på Grønland
"Alting" vil høre op, hvis USA skulle vælge at angribe Grønland.
Det siger statsminister Mette Frederiksen.
Udtalelsen falder, efter at USA med militær kraft har afsat lederen af Venezuela, hvorefter præsident Trump igen bekræftede, at han vil have kontrol over Grønland.
- Hvis et Nato-land angriber et andet Nato-land, så hører alting op, lyder det fra den danske statsminister.
Lørdag iværksatte USA en omfattende og effektiv operation, der fangede og anholdt den venezuelanske præsident Nicolás Maduro i hovedstaden Caracas.
Det skete efter længere tids åben konflikt mellem ham og den amerikanske præsident, Donald Trump.
Kort efter militæraktionen blev Donald Trump spurgt af amerikanske medier, hvordan han nu betragter situationen i Grønland.
Her gentog præsidenten, at USA har brug for Grønland af sikkerhedsmæssige årsager.
Han sagde samtidig, at man bør genbesøge emnet senere - enten om to måneder eller 20 dage. Det blev ikke specificeret, hvad tidsrammen drejer sig om.
Udtalelserne får Mette Frederiksen til at understrege, at situationen er alvorlig for det danske kongerige.
Hun mener, at man skal tage Donald Trumps udtalelser alvorligt - og tilføjer:
- Hvis den amerikanske præsident mener det her alvorligt, er det en meget alvorlig situation, vi befinder os i, siger hun.