Mette F. taler ud om Nato-chef

Statsministeren siger, at hun håber, Nato kan lykkes med at overtale Jens Stoltenberg til at blive siddende.

Udgivet Opdateret

Statsminister Mette Frederiksen (S) siger torsdag på førstedagen af Folkemødet på Bornholm, at hun gerne ser norske Jens Stoltenberg fortsætte som Natos generalsekretær.

- Absolut. Jeg mener, Stoltenberg har været fremragende – ganske enkelt – i spidsen for Nato.

- Hvis vi kan få ham til at fortsætte, vil jeg mene, at det er en rigtig, rigtig god løsning, siger hun ifølge Berlingske fra DR's scene i Allinge.

Fik et år mere

Mette Frederiksen er selv blevet rygtet til Nato som generalsekretær, fordi Jens Stoltenberg står til at stoppe på posten.

Nordmanden skulle egentlig være stoppet sidste år, men han lod sig overtale til at fortsætte til i år på grund af Ruslands invasion af Ukraine.

Nu står Jens Stoltenberg endnu en gang over for at sige farvel til Nato efter ni år, hvilket han tidligere har ytret, at han ville gøre.

Anden melding

Tidligere torsdag kom han imidlertid selv med en udmelding, der kan tolkes som om, at han kan være åben over for at fortsætte.

- Jeg er ansvarlig for alle beslutninger i alliancen undtagen én. Det er min fremtid. Det er op til de 31 allierede at beslutte, sagde Jens Stoltenberg i Natos hovedkvarter i Bruxelles.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen påpeger torsdag på Folkemødet efter sin partiledertale, at Stoltenberg tidligere har ytret, at han gerne vil vende hjem til Norge.

Skal findes i juli

- Hvis han har en anden ambition, synes jeg sådan set, det er positivt. Det med at skifte hest i vadestedet er ikke altid nødvendigvis en god idé, medmindre det er en meget træt hest. Og Jens Stoltenberg er ikke træt, siger Lars Løkke.

Natos næste generalsekretær skal findes i juli på et topmøde i Vilnius.

Generalsekretæren vælges for fire år ad gangen. Jens Stoltenbergs anden fireårsperiode udløb sidste år, men han fortsatte altså efter at være blevet opfordret til det.

Har afvist

Det norske medie VG lancerede for små to måneder siden historien om, at Mette Frederiksen var i spil til at afløse den tidligere norske statsminister.

Den danske statsminister har hele tiden afvist, at hun er kandidat.

Under sit besøg i Det Hvide Hus tidligere i juni hos USA's præsident, Joe Biden, sagde hun følgende - stadig uden at kommentere rygterne specifikt:

- Jeg skal være ærlig og sige, at jeg er da glad for at nyde en international opbakning i forhold til det arbejde, jeg udfører på vegne af Danmark. Ligegyldigt hvordan man vender og drejer det, er det jo godt for Danmark.

Ingen glæde hjemme

På hjemmefronten er det dog ingen ubetinget glæde for Mette Frederiksen at være blevet kædet sammen med Nato-jobbet.

Socialdemokratiets regeringspartnere, Venstre og Moderaterne, har begge talt om nødvendigheden af at få "genbekræftet" regeringssamarbejdet, såfremt Mette Frederiksen får jobbet i Bruxelles.

Tidligere kriser

I Socialdemokratiet er historier om intern positionering også begyndt at pible frem.

Det er ingen lykke for Socialdemokratiet, der tidligere har været hårdt ramt af fløjkrige, ikke mindst i årene efter formandsopgøret mellem Poul Nyrup Rasmussen og Svend Auken i 1992.

Statsminister Mette Frederiksen (S) var knapt ankommet til Folkemødet på Bornholm, inden hun blev forhold spekulationerne om, at hun kan blive Natos næste generalsekretær.
Statsminister Mette Frederiksen (S) var knapt ankommet til Folkemødet på Bornholm, inden hun blev forhold spekulationerne om, at hun kan blive Natos næste generalsekretær.

Mette Frederiksen

Mette Frederiksen, som er født den 19. november 1977 i Aalborg, er datter af typograf Flemming Frederiksen og pædagog Anette Frederiksen. 

Hun har datteren Ida Feline og sønnen Magne.

Medlemsperiode
Folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Nordjyllands Storkreds fra 5. juni 2019.
Folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Københavns Omegns Storkreds, 13. november 2007 – 5. juni 2019.
Folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Københavns Amtskreds, 20. november 2001 – 13. november 2007.
Kandidat for Socialdemokratiet i Aalborg Østkredsen fra 2018.
Kandidat for Socialdemokratiet i Ballerupkredsen, 2000-2018.

Parlamentarisk karriere
Statsminister fra 27. juni 2019.
Formand for Socialdemokratiet fra 2015.
Justitsminister, 10. oktober 2014 – 28. juni 2015.
Beskæftigelsesminister, 3. oktober 2011 – 10. oktober 2014.
Næstformand for Socialdemokratiets folketingsgruppe, 2005-2011.
Tidligere socialordfører, kulturordfører og ligestillingsordfører.

Uddannelse
Masteruddannelse i afrikastudier, Københavns Universitet, 2009.
Bachelor i administration og samfundsfag, Aalborg Universitet, 2007.
Student, Aalborghus Gymnasium, 1993-1996.
Byplanvejen Skole, 1983-1993.

Beskæftigelse
Ungdomskonsulent i LO, 2000-2001.
Publikationer
Medforfatter til bøgerne »Fra kamp til kultur – 20 smagsdommere skyder med skarpt«, 2004 og »Epostler«, 2003.
Udmærkelser
Modtog Ting-Prisen i 2012 og Nina Bang-prisen i 2002.

Kilde: Ft.dk
Powered by Labrador CMS