Michelin-restaurant får stor bøde for dårlig hygiejne

Michelin-restaurant får 20.000 kroner i bøde og en sur smiley.

Restaurant Geranium, der blandt andet ejes af Rasmus Kofoed (bil.), har modtaget en bøde på 20.000 kroner fra Fødevarestyrelsen. Foto: Mikkel Berg Pedersen
Udgivet Opdateret

Geraniuim. Bare navnet og synet af de otte bogstaver burde være ensbetydende med kvalitet i verdensklasse. Med den, kvaliteten, er god hygiejne vel en helt naturlig del, skulle man synes. Sådan er det desværre ikke altid. Heller ikke for Geranium.

Nu er der desværre løbet snavset opvaskevand i den kendte restaurants vask.

For lave temperaturer

2016 var året, hvor restaurant Geranium i København fik sin Michelin-stjerne nummer tre. Men nu også året, hvor den kendte restaurant indkasserede en sur smiley og en bøde på 20.000 kroner for ikke at have styr på temperaturerne i køkkenet.

Virksomhedens køledisk til ferske, døde skaldyr blev målt til 8.6 og 9.2 grader med kalibreret rumluftmåler og kammuslinger blev målt til 4.2 grader, står der blandt andet i rapporten. Og det er for meget – temperaturerne må her ikke være højere end 2 grader celsius.

Over længere tid

Nu kunne man så tro, at Fødevarestyrelsen blot ville komme med en kraftig påtale, men nej. I stedet kiggede man lidt nærmere på stedets egenkontrol. Og her fremgår det tydeligt, at det ikke kun var den dag i september, der var ekstra varmt i kølediskene:

Det er konstateret i virksomhedens temperaturdokumentation for gennemført egenkontrol, at der blev målt for høj temperatur over en længere periode, havde Geranium selv konstateret.

Newsbreak.dk har forsøgt at få en kommentar fra to af Geraniums ejere, kok Rasmus Kofoed og tjener Søren Ledet, men forgæves.

I en mail til Ekstra Bladet har de dog skrevet:

– Vi har fået en anmærkning for, at temperaturen i vores ene køleboks ikke var tilstrækkelig lav. Det erkender vi, og vi er utrolig kede af, at vi ikke har været tilstrækkeligt opmærksomme på, at der var problemer med køleboksen. Vi slukkede straks køleboksen og tog en anden og koldere i brug.

Skærpende omstændighed

Hos Fødesvarestyrelsen omtales det som en skærpende omstændighed, at man hos Geranium har opbevaret skaldyrene ved for høje temperaturer – og været vidende om det.

– Virksomheden har haft en viden, som man ikke har reageret på, og det siger os, at virksomheden ikke kender til de vigtige temperatur-regler, har Fødevarestyrelsens sektionsleder Martin Birk Hansen udtalt til Ekstra Bladet.

Flere problemer på Geranium

Det var dog ikke kun temperaturer i kølediske, der fik ord med på vejen i smiley-rapporten. Også rengøringen blev nævnt:

Virksomhedens to kølerum fremstår med sorte, grønne og hvide plamager i vækst på underside af hylder og på emballerede syltede hvidløg og virksomhedens opvasker fremstår med snavs i kanterne og på spulehovedet, står der i rapporten.

Til det svarer Rasmus Kofoed og Søren Ledet Ekstra Bladet:

– Vi tager Fødevarestyrelsens arbejde meget seriøst, men i forhold til de øvrige kritikpunkter, som de nævner i rapporten, er vi på en række punkter uenige i den måde, som styrelsen har vurderet og beskrevet forholdene på. Vi har derfor efter modtagelsen af kontrolrapporten sendt en klage til styrelsen, som vi afventer svar på.

Begyndende fordærvede

Ekstra Bladet har bedt Fødevarestyrelsens sektionsleder Martin Birk Hansen forklarer, hvorfor myndighederne ser med stor alvor på, at skaldyr er blevet opbevaret ved for høje temperaturer på Geranium.

– Det er et ufravigeligt krav, at fisk og skaldyr opbevares ved højst 2 grader, for fordærvelses-bakterier formerer sig langt hurtigere i disse produkter end i andre fødevarer. Lave temperaturer hindrer fordærvelsesprocessen. Opbevarer virksomheden skaldyr ved højere temperaturer, hvilket er sket her, risikerer man at gøre forbrugerne blive syge, for så er fødevarerne begyndende fordærvende. Det er heldigvis ikke sikkert man bliver syg af at spise fordærvede skaldyr, men regler er sådan, at man ikke må sælge fordærvede fødevarer, som vurderes ikke at egne sig som menneskeføde, svarer han.

Restaurant Geranium er den eneste danske restaurant med tre Michelin-stjerner. Den er også på listen over de 50 bedste restauranter i verden.

Geranium har til huse i Parken på Per Henrik Lings Allé 4 på Østerbro.

Du kan se rapporten HER.

 

Powered by Labrador CMS