Midt under kørsel: Bus bryder i voldsom brand
Hvad der forårsagede branden vil ejeren af bussen, Bjert Busser, nu have undersøgt.
Onsdag eftermiddag kort før klokken 15 brød en bus i brand da den kom kørende på Dons Landevej nord for Kolding.
Klokken 15.54 blev politiet alarmeret om branden.
– Vi kørte derud og kunne konstatere, at der var ild i bussen. Heldigvis var ingen kommet til skade og vi overlod derfor sagen til brandvæsnet, fortæller Jørn Lindhardt, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi til Newsbreak.dk.
Et særsyn
Hos Bjert Busser i Kolding, der ejer den udbrændte bus, fortæller kørselsleder Finn Jensen, at det er et særsyn, at en bus på denne måde pludselig bryder i brand.
– Heldigvis var der ingen kunder i bussen. Chaufføren var på vej hjem. Han ringede til mig og sagde, at der var gået ild i bussen og at han havde tilkaldt brandvæsnet, siger Finn Jensen.
Det var tilsyneladende i motorrummet, at branden opstod.
– Men vi ved faktisk ikke, hvad der er gået galt endnu. Vi skal have bussen på værksted, så vi kan få undersøgt hvordan branden er opstået. Det er meget vigtigt for os i sådan en situation at finde årsagen til branden, siger Finn Jensen.