Midtjysk landsby flyder med affald: -Det er bestemt ikke langtidsholdbart

Efter et genbrugsfirma i byen Fårbæk gik konkurs sidste år har landsbyens beboere kæmpet med affaldet derfra

Når det blæser i Fårbæk, flyder det med tomme plastflasker og dåser i gaderne fra den lukkede genbrugsvirksomhed. NB: Billedet er ikke fra Fårbæk. Foto: Iris
Udgivet Opdateret

– Vi har prøvet at skærme af med hegn og sådan noget, men det er bestemt ikke langtidsholdbart.

Sådan siger landmanden Ove Gelsbjerg, der bor omkring 200 meter fra den nu konkursramte genbrugsvirksomhed Midtjysk Flaskecentral.

Efter virksomhedens konkurs har ingen ønsket at tage ansvar for, at alt det affald, genbrugsvirksomheden lå inde med, blev fjernet.

Det betyder at der hver eneste gang, et blæsevejr rammer byen, flyder gamle dåser, plastikflasker og andet affald i gaderne.

Koster et millionbeløb at fjerne

Landsbyens borgere fik i vinter en nedslående melding fra Midtjysk Flaskecentrals kuratorer. Det ville medføre for store udgifter at sælge ejendommen, så den var blevet prisgivet.

Derfor stod de med et bjerg af skrald i baghaven – som ingen ville fjerne.

– Det er især et stort bjerg af træ fra vinduesrammer, der bliver en udfordring at få fjernet. Den slags koster altså. Det vil koste et større millionbeløb at få fjernet det hele. I størrelsesordenen af 7-8 millioner kroner, siger Ove Gelsbjerg.

Der kan dog være en hjælpende hånd på vej, skriver Jyllands-Posten, der har været i kontakt med miljøminister Jakob Ellemann Jensen om sagen:

– Det er uholdbart med en situation, hvor der flyder plastik og affald, som ingen vil tage ansvar for at rydde op. Derfor har jeg nu bedt Miljøstyrelsen om at se på sagen, skriver han i en mail til Jyllands-Posten.

Powered by Labrador CMS