Millionær i ugevis – uden at vide det

Og han har en helt klar mening om det modsatte køn - omend det nu nok bliver en smule lettere.

En nyslået lottomillionær synes, at damer er lidt for dyre i drift. Foto: Colourbox.
Udgivet Opdateret

Det med at skulle tælle knapper sidst på måneden for at få det hele til at hænge sammen, er nu slut for en mand i 40’erne.

Ja, faktisk var det slut med det for længe siden – havde han dog blot været en tur i Kvickly i Albertslund.

Manden var nemlig blevet mangemillionær. Helt præcist 13.188.299 kroner rigere. Uden at vide det.

Det oplyser Danske Spil i en pressemeddelelse.

Vinderen af de 13.188.299 kronrt i Eurojackpot fra Kvickly i Albertslund er nemlig endelig fundet.

Det sker i den samme uge, som det europæiske lotteri er gået i max på hele 570 millioner kroner, skriver Danske Spil.

Allerede før nytår fornyede vinderen, der er i slutningen af 40’erne, som vanligt sin Eurojackpot kupon til fire nye uger.

Kuponen lagde han – også som han plejer, i en fast skuffe i en speciel Danske Spil-beholder. Derefter skænkede han den ikke en tanke, før mandag i denne uge, hvor han igen skulle forny sin kupon.

Ingen computer

– Jeg har ikke nogen computer, så jeg har ikke haft mulighed for at tjekke tallene. I gamle dage købte jeg Ekstra Bladet for at tjekke efter, men jeg tror ikke, de viser dem længere. Så nu får jeg først noget at vide, når jeg går ned i Kvickly, lyder det fra manden, som Danske Spil taler med samme dag, som han har fundet ud af, at han er blevet mangemillionær.

– Den er ikke helt sivet ind endnu, siger han og understreger, at han vil være anonym.

– Den der lever skjult lever godt, lyder det.

Store øjne i Kvickly

Nede i Kvickly spærrede man øjnene op, da manden kom og præmiesøgte sin kupon. De havde nemlig ledt efter vinderen igennem flere uger.

– Vi plejer at joke med, at hvis jeg vinder, så er der flødeskumskager til medarbejderne i kiosken. Og da hun så, at der var en stor gevinst på over 9999 kroner, så kunne hun jo nok godt regne ud, at det var mig, som de havde ventet på. Så hun så helt mærkelig ud i ansigtet. Og sendte mig videre hen til banken. Der fortalte de mig, så hvor højt beløbet egentlig var. Der fik jeg godt nok sommerfugle i maven, siger den heldige mand.

Guldøl og gåtur

Den heldige vinder, som er førtidspensionist og single, har foreløbig fejret sin gevinst med sin ”gamle” far, en guldøl og en gåtur.

– Jeg måtte lige samle tankerne. Jeg har aldrig haft mange penge og har bare været vant til at klare mig, for det der nu var hver måned. Så jeg har svært ved at tro, at dette virkelig er sket for mig. Jeg skal lige sluge kartoflen.

Ingen ide omkring pengene

Den nyslåede millionær har derfor endnu ingen ide om, hvad alle de mange penge skal bruges til – andet end at nogle af dem skal investeres, så de kan række længst muligt. Og så har han et stort ønske, der dog ikke kan købes for penge.

– Jeg vil jo gerne have en kæreste. Jeg synes bare, damerne plejer at være rimelig dyre i drift. Men nu har jeg da råd til at være lidt med, siger han og griner.

87 millionærer

Eurojackpot havde premiere 23. marts 2012. Siden dengang har Eurojackpot lavet 87 danske millionærer. Det lyder måske ikke af så mange, men de har tilsammen vundet 982.910.112 kroner.

Både spillerne i Finland, Slovenien, Holland, Estland, Tyskland, Italien, Spanien, Norge, Sverige, Island, Letland, Litauen, Kroatien, Ungarn, Tjekkiet, Slovakiet og Danmark spiller ind til de gigantiske puljer, som skal gøre europæiske Lotto-spillere til multimillionærer.

1. præmiepuljen er hver uge på minimum 63 millioner kroner. En række koster 15 kroner og kan købes hos en af Danske Spils forhandlere.

Powered by Labrador CMS