Mindst 42 kvæstet af lyn på berømt rockfestival

Den kæmpestore tyske musikfestival Rock am Ring har aflyst en række koncerter på grund af kraftigt uvejr.

Vejret på festivalen har været endog meget ringe. Nu er hele festen i fare for at lukke efter omfattende kvæstelser på grund af lyn. Foto: Thomas Frey /Scanpix
Udgivet Opdateret

Mindst 42 mennesker er fredag blevet kvæstet af lynnedslag på festivalområdet ved den store tyske rockfestival Rock am Ring. Det oplyser tysk politi til nyhedsbureauet dpa.

Ud af de 42 betegnes otte personer som hårdt kvæstede.

Det kraftige uvejr i området betød samtidig, at alle optrædener blev afbrudt i halvanden time, og derudover blev en række af festivalens planlagte koncerter helt aflyst.

Omkring 90.000 personer gæster den tre dage lange musikfestival i det sydvestlige Tyskland.

En talskvinde for arrangørerne afviser forlydender om, at man helt overvejer at aflyse resten af festivalen, fordi det ustabile vejr i området ser ud til at fortsætte.

Sket før

Det med lyn er ikke et ukendt fænomen for netop denne festival. Det er nemlig sket før, at personer er blevet ramt under deltagelse.

Sidste år blev festivalen også ramt af lyn og torden. Her blev 33 personer ramt af lyn.

Tidligere i denne uge blev en fodboldbane i Tyskland også ramt af lynet. Her blev 35 personer kvæstet. De fleste var børn.

Samme dag slog et lyn også ned i Paris, hvor en række børn var inviteret til fødselsdag i en park i den nordvestlige del af hovedstaden. 11 blev kvæstet, heraf otte børn.

Blandt hovednavnene på Rock am Ring-festivalen i år finder man navne som Black Sabbath, Korn, Red Hot Chili Peppers, Major Lazer og danske Volbeat.

Rock am Ring er en del af en dobbeltfestival. Den bliver holdt på samme tid som Rock im Park ved Nürnberg, og de to festivaler har tilsammen 150.000 deltagere. Am Ring blev – derfor navnet – oprindelig holdt på den traditionelle og tidligere Formel1-bane Nurbürgring, der lukkede i 2014. Siden er festivalen fundet sted på en nedlagt militær-base i byen Medig.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS