Minister: Post Danmarks underskuds-forretning skal stoppes

Pressefoto.
Udgivet Opdateret

Det er ofte en underskudsforretning, når danske postbude bringer iPhone-opladere og andre varer ud til danskere, som er købt over internettet.

Som reglerne er skruet sammen mellem de forskellige landes postvæsener får Post Danmark eksempelvis helt ned til to kroner fra det kinesiske postvæsen, når det bringer en pakke fra Kina ud til en dansk modtager. Dermed bliver udbringningen ofte en dundrende underskudsforretning for det danske postvæsen.

Og det kan ikke være rigtigt, lyder det fra transportminister Magnus Heunicke (S), der vil arbejde for en ændring af de internationale postregler.

»De internationale aftaler om afregning mellem postvæsenerne i den globale postorganisation, UPU (Universal Postal Union, red.), hænger ikke sammen med de markedsforhold fra postbranchen, som vi kender i dag. Især den stigende e-handel på tværs af grænserne har medført ubalancer i de udvekslede postmængder og i afregningspriserne,« siger Magnus Heunicke til magasinet F5, et digitalt nyhedsmagasin om innovation, ideer og tendenser.

Ændring af regler skal på kongres

Ministeren bebuder, at han vil arbejde på en ændring af reglerne ved næste kongres i Universal Postal Union, som finder sted i 2016.

Også hos Dansk Folkeparti (DF) er man opmærksom på problemet.

»DF vil vi ikke acceptere, at det foregår på den måde, at Post Danmark reelt tvinges til at udføre en underskudsforretning, som tilmed skader de danske e-handelsbutikker og den danske detailhandel,« siger erhvervsordfører Hans Kristian Skibby (DF), som har taget sagen op i Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget, til Magasinet F5.

Kina var sidste år det fjerde mest populære land blandt de danske netshoppere. Det mest populære land blandt danske internetshoppere er Storbritannien.

Powered by Labrador CMS