Ministerium finder regnefejl på to milliarder

Udgivet Opdateret

Erstatningen til de tidligere minkavlere bliver væsentligt højere end forventet, efter at Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har fundet en regnefejl i opgørelserne.

Det skriver Finans på baggrund af en orientering, ministeriet har givet til Folketingets finansudvalg.

Erstatningerne ventes at blive omkring to milliarder kroner højere.

Fejlen består i, at man i udregningerne af erstatninger er kommet til at indregne løn til minkavlerne to gange. Det har givet et forkert billede af produktionsomkostningerne, hvilket på papiret har forringet minkavlernes indtjening, skriver mediet.

Den største skandale

Sagens udvikling får ikke Danmarksdemokraternes medlem af Folketingets finansudvalg, Hans Kristian Skibby, til at genoverveje støtten.

- Minksagen er den største skandale i dansk parlamentarisme, jeg nogen sinde har hørt om i min tid som folketingsmedlem, så jeg bliver ikke provokeret af, at vi skal finde to milliarder kroner mere til nogle mennesker, der er blevet terroriseret på den måde, som det er sket, siger han til Finans.

Over 10 milliarder

Minkavlernes erstatning har hidtil været skønnet til at være 8,9 milliarder kroner i alt.

Med den nye beregning vil beløbet således stige til over 10 milliarder kroner.

Det er dog et tal, der stadig vil være behæftet med usikkerhed, da ministeriet mangler at konsolidere udregningen, skriver Finans.

Stadig usikkert

Minister for landbrug, fødevarer og fiskeri, Jacob Jensen (V), understreger også, at det endelige beløb stadig er usikkert.

- Det vigtigste for mig er, at minkavlerne får den fuldstændige erstatning og kompensation, som de har ret til, så hurtigt som muligt. Og det er vi heldigvis godt på vej med, så vi kan få sat et værdigt punktum i denne sag, skriver han til Finans.

Ud over erstatningen er der flere udgifter for staten i forbindelse med nedlukningen af erhvervet.

Eksempelvis skønnes det at koste 3,7 milliarder kroner at nedrive og bortskaffe de gamle minkfarme, skriver Finans.

Powered by Labrador CMS