Minkavlere venter stadig på erstatning

Fødevareministeren vil arbejde for, at minkavlere kan få erstatning senest i 2024, men kan ikke garantere det

Udgivet Opdateret

Arbejdet med at udbetale erstatning for samlet cirka 19 milliarder kroner til minkavlere i Danmark går ikke hurtigt nok, hvis det skal lykkes at få pengene ud til avlerne inden udgangen af 2024.

Sådan lyder en orientering fra Trafikstyrelsen til Fødevareministeriet. Det skriver Jyllands-Posten.

Orienteringen er baseret på erfaringen fra de første 25 sager. De er forsinkede og er stadig under behandling, ni måneder efter at arbejdet gik i gang.

Derfor kan det blive 2027, inden den sidste minkavler får erstatning, vurderer Trafikstyrelsen. Styrelsen er sekretariat for de uafhængige taksationskommissioner.

Vil ikke ændre tidsplan

Fødevareminister Rasmus Prehn (S) mødes onsdag med Folketingets partier for at drøfte, hvad man kan gøre for at undgå flere forsinkelser.

Men over for Jyllands-Posten afviser ministeren at ændre på tidsplanen. Han kan dog ikke garantere, at det er slut med forsinkelser.

Rasmus Prehn vil i stedet gøre mere for at sætte tempo på udbetalingerne. Det kan for eksempel være at tilbyde minkavlerne, at en statslig sagsbehandler hjælper dem med at søge om erstatning.

- Der sidder nogle minkavlere derude, som i forvejen er traumatiserede af det forløb, der har været, og som er groggy. Og så er der et bureaukratisk helvede af formularer, som de skal udfylde.

Super-sagsbehandlere sættes ind

- Vi er klar til at tage nogle af vores super-sagsbehandlere og tilbyde minkavlerne, at de kan komme ud og hjælpe med at få udfyldt de her skemaer, siger Rasmus Prehn til Jyllands-Posten.

Fødevareministeren opfordrer samtidig til, at minkavlerne gør brug af en ordning, der giver lov til at rive stalde og andre bygninger ned, inden erstatningssagen er afgjort. Så kan avlerne i stedet bruge fotodokumentation, når sagen skal behandles.

Det var i slutningen af 2020, at omkring 1000 minkavlere mistede deres erhverv, da regeringen besluttede, at alle mink skulle aflives i kampen mod coronavirus.

6,5 milliarder er udbetalt

Siden er det aftalt, at minkavlerne skal have erstatning, hvis ikke de vil forsøge at genopbygge deres minkforretning.

Det samlede erstatningsbeløb er estimeret til at ende på cirka 19 milliarder kroner. Af dem er 6,5 milliarder kroner udbetalt gennem forskellige ordninger og forskud.

- Det er fuldstændig absurd

Formand for Danske Minkavlere Tage Pedersen er oprørt.

- Det er fuldstændig absurd. Vi har hele tiden fået at vide, at den bagkant kunne man sagtens overholde, selv om man var forsinket. Lige pludselig melder man ud, at man skal bruge tre år ekstra. Det er helt ude i hampen.

OVERBLIK: FRA CORONASMITTET MINK I NORDJYLLAND TIL MINISTERAFGANG

Læs her i grove linjer om forløbet i 2020, der endte med at koste en minister sit job:

* 15. juni: Der konstateres for første gang smitte med covid-19 i mink i Danmark.

* 16. juni: Miljø- og Fødevareministeriet informerer Statsministeriet om fundet, og at man agter at aflive dyrene ud fra et forsigtighedsprincip.

Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, godkender det og lægger det til statsminister Mette Frederiksen (S).

* 19. juni: Statsministeren godkender planen med ordene: "o.k. - vil dog betvivle, om det er nok".

* 7. juli: Regeringen skifter strategi. I stedet for at aflive alle minkbesætninger, hvor der er fundet coronasmitte, skal smitten overvåges, og der indføres påbud om brug af værnemidler på minkfarmene.

* 4. september: Statens Serum Institut (SSI) noterer sig, at en særlig variant af coronavirus fra mink har spredt sig til lokalbefolkningen i Nordjylland.

* 18. september: SSI skriver i en ny risikovurdering, at minkvarianten potentielt kan "mindske eller eliminere" vaccinernes effekt.

* 1. oktober: Regeringen skifter til en ny strategi. Nu skal besætninger med smittede mink og besætninger i 7,8 kilometers radius af smittede mink aflives. I første omgang betyder det, at en million mink skal aflives.

* 2. november: På et møde mellem brancheorganisationen Kopenhagen Fur, SSI's faglige direktør, Kåre Mølbak, og Fødevarestyrelsen fortæller Mølbak, at der er resultater, der viser, at mutationen af coronavirus fra mink viser nedsat følsomhed for antistoffer.

* 3. november: SSI afleverer en risikovurdering til Sundhedsministeriet, hvori der står:

- En fortsat minkavl under en igangværende covid-19-epidemi indebærer en betydelig risiko for folkesundheden, herunder for muligheder for at forebygge covid-19 med vacciner.

* 3. november: På et møde i regeringens koordinationsudvalg beslutter regeringen, at alle mink i Danmark skal aflives.

* 4. november: På et pressemøde med statsminister Mette Frederiksen (S) og fødevareminister Mogens Jensen (S) oplyses det, at alle mink i Danmark skal aflives.

* 8. november: Det beskrives i pressen og bekræftes i et skriftligt svar fra Mogens Jensen, at regeringens beslutning kommer til at kræve en ny lovgivning, da der ikke for nuværende er hjemmel til at kræve mink uden for zonerne på 7,8 kilometer aflivet.

* 9. november: Regeringen opgiver at få en hastelov gennemført, da der mangler den tilstrækkelige opbakning i Folketinget.

* 18. november: Mogens Jensen træder tilbage som fødevareminister, efter at Miljø- og Fødevareministeriet har udsendt sin redegørelse for forløbet.

* 21. december: Folketinget vedtager L77 med titlen "Lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink".

Kilder: Minkkommissionens afhøringer, Miljø- og Fødevareministeriets redegørelse.

Kilde: Ritzau

- Det kommer via medierne og ikke myndighederne, der står for det. Vi føler os elendigt behandlet i alt, hvad der har med denne sag at gøre, siger han til Ritzau.

Ifølge fødevareminister Rasmus Prehn (S) skal 'super-sagsbehandlere' tilbydes som hjælp til minkavlere, der skal søge om erstatning, efter at alle landets mink blev pålagt aflivet af regeringen i efteråret 2020. Det siger han til Jyllands-Posten. (Arkivfoto).
Ifølge fødevareminister Rasmus Prehn (S) skal "super-sagsbehandlere" tilbydes som hjælp til minkavlere, der skal søge om erstatning, efter at alle landets mink blev pålagt aflivet af regeringen i efteråret 2020. Det siger han til Jyllands-Posten. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS