Mirakel: 72-årig fundet i live under murbrokker efter 13 dage

En ældre mand er blevet fundet i et delvist kollapset hus i Ecuador. Han blev fanget, da jordskælv ramte.

Adskillige bygninger måtte give efter for et voldsomt jordskælv i Ecuador 16. april. I murbrokker efter naturkatastrofen er en 72-årig mand blevet fundet efter 13 dage. Foto: Henry Romero/Reuters
Udgivet Opdateret

Efter at have ligget under murbrokker i 13 dage er en 72-årig mand blevet fundet i live i Ecuador.

Manden blev klemt fast i en delvist kollapset bygning, da et voldsomt jordskælv ramte landet 16. april.

Redningshold kom på sporet af manden, da de var i Manabi-provinsen for at inspicere mulige skader i bygningsstrukturer. I løbet af arbejdet hørte holdet fra Venezuela lyde.

Lydene stammede fra den 72-årige Manuel Vasquez, der formåede at skabe tilstrækkelig støj fra murbrokkerne, så redningsarbejderne kunne finde frem til ham og få ham hevet op. Det oplyser Venezuelas ambassade i Ecuador på sin hjemmeside.

Manuel Vasquez blev hjulpet væk fra murbrokkerne og kørt på hospitalet. Han havde problemer med nyren og har mistet nogle af sine tæer. Yderligere var han dehydreret og desorienteret efter 13 dage uden kontakt til omverdenen.

Jordskælvet ramte det sydamerikanske land for knap to uger siden med en styrke på 7,8. Tusindvis af mennesker blev kvæstet, mens det bekræftede dødstal har nået 660.

Omfattende ødelæggelser

Adskillige bygninger kollapsede, veje blev ødelagt og infrastruktur langs kysten bukkede under for det kraftigste jordskælv i landet i årtier.

Flere hundrede redningshold, læger, sygeplejersker, brandmænd og andet mandskab er blevet sendt til Ecuador siden skælvet fra en række lande – heriblandt Venezuela.

På grund af ødelæggelserne efter det kraftige jordskælv har præsident Rafael Correa tidligere oplyst, at det bliver dyrere for befolkningen at købe ind, mens landets virksomheder skal aflevere en større del af deres overskud til statskassen.

Ecuador vil midlertidigt sætte visse skatter og afgifter op, og regeringen overvejer også at sælge obligationer for at kunne finansiere reparationerne.

Blandt andet sættes momsen op med to procentpoint, og selskabsskatten sættes op med tre procentpoint. Foreløbigt gælder det for de næste 12 måneder.

Correa har skønnet, at jordskælvet har forårsaget ødelæggelser for mellem to og tre milliarder dollar svarende til mellem 13 og 19,6 milliarder kroner.

Også i Kenya

Selvom der er langt de to lande i mellem, så var et massivt regnskyl også skyld i et stort bygningskollaps i Kenyas hovedstad Nairobi i fredags, hvor en seksetagers bygning styrtede sammen efter flere dages tungt regntæppe.

Her blev over 100 personer reddet ud, og mindst 13 personer er meldt dræbt.

Den kenyanske regering har fastslået, at tragedien skyldtes byggesjusk og ulovligt arbejde.

Powered by Labrador CMS