Mor i sorg: “Det var anden gang Jonas døde”
6. marts 2015 forsvandt 21-årige Jonas Hedegaard Hansen efter en bytur. Der skulle gå seks uger, før han blev fundet. Død.

I skrivende stund leder både familier, politi og frivillige efter forsvundne danskere. Blandt dem er et par unge mænd: Holger, der var 17 år, da han forsvandt 26, oktober 2017 og Steffen Dam Jensen, 27, der forsvandt natten til 1. december 2018.
I Videbæk sidder en mor, der om nogen ved, hvad familierne til de to unge mænd går igennem.
I 2015 forsvandt Lene og Carsten Hansens søn Jonas efter en bytur. Der skulle gå seks uger og flere eftersøgninger, før Jonas blev fundet i en å af en lystfisker.
På det tidspunkt var det for sent. Jonas blev 21 år gammel.
Det var en helt almindelig fredag i marts 2015. Jonas Hedegaard Hansen havde dagen forinden været i byen med nogle soldaterkammerater. Fredag skulle han til København og besøge en ven – de skulle sammen til koncert. Men Jonas dukkede aldrig op hos vennen, der derfor ringede til Lene for at høre hvorfor. Lene selv havde ikke kunnet komme i kontakt med Jonas siden torsdag, så nu vidste hun, der var noget galt.
De bange anelser skulle vise sig at holde stik. På den allerværst tænkelig måde.
En glad dreng
Jonas var, med Lenes ord, en glad dreng. Han var ikke den store bogorm, men bruge sine hænder, det kunne han. I folkeskolen havde han masser af venner og kammerater, en flok, der blot blev større i løbet af hans tid på efterskole og senere HF.
– Han havde krudt i røven. En rigtig Emil fra Lønneberg, fortæller Lene til Newsbreak.dk.
Den store drøm
Jonas store drøm havde altid været at blive soldat. Den drøm blev indfriet, og Jonas endte i Jydske Dragonregiment i Holstebro. Et sted, han nåede at være i halvandet år.
Da han ikke dukkede op i København begyndte Lene og hendes mand, Carsten, at lede efter deres 21-årige søn – den mindste af deres to. Datoen er fredag den 6. marts. Året er 2015.
Til Holstebro
Jonas flyttede fra barndomshjemmet til kasernen og dernæst i en lejlighed i Holstebro.
Carsten kørte til Holstebro for at lede, var i Jonas lejlighed, hvor han kunne se, at sønnens rejsetaske, han skulle have brugt til turen til København, stod uberørt hen. Lene begyndte at kontakte flokken af venner. Intet.
Derfor gik Lene til politiet, men her kunne man ikke umiddelbart hjælpe. Jonas havde ikke været væk længe, og det er ikke ulovligt ikke at give lyd fra sig.
Mere hjælp var der at hente hos Jonas’ soldaterkammerater. Her satte man hurtigt en eftersøgning i gang omkring åen i Holstebro. Også det var resultatløst.
Heller ikke en opringning til sygehuset i Holstebro havde kastet noget af sig.
Hvor der sker noget
Politiet tog efterhånden Lenes henvendelser alvorligt, og man begyndte at lede efter Jonas. På samme tid gik den frivillige forening Missing People ind i sagen, og der blev søgt højt og lavt.
Imens, i Jonas’ barndomshjem i Videbæk, gik Lene rundt. Som en skygge af sig selv.
– Det var som at være i en osteklokke. Jeg fik ikke sovet fra fredag til mandag, siger hun. I det hele taget fik ingen i familien megen søvn i den tid, hvor Jonas var væk.
Foran huset tændte hun lys; det skulle være sådan, Jonas kunne se – skulle han pludselig dukke op.
Huset var fyldt med folk, venner og bekendte kom med mad og blomster; der manglede ikke noget. Udover Jonas.
Et lille håb
Værtshusene, hvor vennerne havde været i byen, blev kontaktet, overvågningsbånd blev set igennem og politiet udsendte en officiel efterlysning af den forsvundne 21-årige soldat. Intet hjalp. Jonas var og blev væk.
– Uvisheden er nedbrydende. Men så længe, man ikke ved noget, er der håb, siger Lene.
Carsten kørte efter tre uger igen på kontoret, men fik ikke lavet noget, Lene kunne intet – gik stadig derhjemme. Og sørgede for, der var lys udenfor huset.
Betjente fortalte, hvad man derfra havde gjort for at finde Jonas, at han også var blevet efterlyst via Interpol, men at man ville indstille eftersøgningen. En eftersøgning, som Missing People fortsatte i fire uger. Selv svenske lighunde blev brugt i forsøget på at finde Jonas. Alt uden held.
Tilbage til hverdagen
Folk sørger forskelligt. Sådan var det også i hjemmet i Videbæk. Lene ventede, kunne ikke noget, Carstens måde at håndtere sorgen på var at renovere sommerhuset.
Efterhånden var der ingen vej tilbage. Lene måtte tilbage til jobbet som pædagog på en demensafdeling.
Parret havde forinden aftalt med politiet, hvordan de ville overbringes beskeden, hvis Jonas blev fundet. Aftalen var personligt. Sådan kom det alligevel ikke helt til at foregå.
Endelig…
Efter to dage på jobbet, seks uger efter Jonas forsvandt, så Lene et opslag på Facebook: En lystfisker havde fundet en person i Storåen uden for Holstebro. Det var den 16. april 2015.
På trods af, den døde person ikke var officielt identificeret, lod politiet skinne igennem, at det var Jonas. Lenes søn var fundet.
– Det var anden gang, Jonas døde. Så væltede korthuset igen, siger Lene.
Faldt i åen
Jonas havde været i byen med sine kammerater og det formodes, han skulle tisse og derfor havde stillet sig hen til åen midt i byen, hvor han faldt i.
Herefter drev han til der, hvor han blev fundet af lystfiskeren.
Bisættelse i Jonas’ ånd
Jonas’ bisættelse blev holdt i hans ånd. Han kunne ikke lide blomster eller farven hvid. Derfor valgte familien en diamantgrå kiste, der blev pyntet med grene. Og på trods af, Lene og Carsten havde bedt folk om at donere penge til Missing People og soldaterveteraner, var Videbæk kirkes gulv fyldt med blomster.
Kirkens 350 pladser var ikke nok til de, der var dukket op for at sige farvel til Jonas. Der måtte sættes en storskærm op til de sidste i kirkehuset.
I den ene side af kirken sad Jonas’ soldaterkammerater i fuld uniform. Resten af kirken var fyldt.
Forrest sad Lene og Carsten som forstenet – Lene som i et ubevidst forsøg på at trække tiden til det uundgåelige – det endelige farvel til sin elskede søn.
– Alle soldaterne i geled – det syn glemmer jeg aldrig, siger Lene.
Jonas døde da han blev fundet
På gravstenen står: ‘Nu blev verden et smittende smil fattigere’. I toppen navnet Jonas Hedegaard Hansen. Under det hans fødselsdag, 3. november 1993 og datoen 16. april 2015. En dato, som familien selv måtte vælge – for ingen vidste – eller ved – hvornår Jonas døde. Familien valgte den dag, Jonas blev fundet.
Et punktum blev sat for et ungt liv. For Lene et komma, hendes liv er delt op i to: Før og efter.
Intet bliver nogensinde det samme
Det er snart fire år siden, Jonas døde. Intet har været det samme i huset i Videbæk siden. Lene arbejder ikke længere som pædagog. Hun har nu et job i ABC Lavpris – det med at arbejde med mennesker blev i længden for svært.
Det kan være en prøvelse at komme afsted til sociale arrangementer og på ferie. Højtiderne er helt forfærdelige og Lene synes, hendes koncentration er væk. Hun mener selv, hun er gået fra at være en social og udadvendt person til at være introvert.
– Men vi prøver, siger hun.
Jonas’ værelse
I Jonas gamle værelse står nogle af de møbler, han havde i sin lejlighed i Holstebro. Knive og en reol, han selv havde lavet – tydelige tegn på, han havde hænderne skruet ordentligt på, ligesom hans tid i militæret fylder meget i det cirka 10 kvadratmeter store værelse. Hans fjernsyn er der, ligesom det tæppe, han havde liggende i sin lejlighed.
– Men det er ikke en mindestue, understreger Lene, der holder af at se fjernsyn derinde – med tæppet omkring sig.
Jonas mindes tre gange om året. Flere er de blevet frarådet. Den dag, han forsvandt, den dag, han blev fundet og så hans fødselsdag. En fødselsdag, der ikke går upåagtet hen. Her kommer en flok af Jonas’ gamle venner og besøger Lene og hendes mand. Og så er der boller, kakao, øl og gode og glade historier om Jonas.
Mindet består
Tabet af Jonas og savnet forsvinder aldrig. Små ting kan minde Lene om sin søn.
– Det kan være noget i fjernsynet eller hvis jeg ser en soldat, siger hun, og fortæller videre, at hun tidligere kunne være ude at gå med familiehunden Kiko og pludselig begynde at græde.
– Der en tid før og efter Jonas. Det bliver aldrig det samme igen. Jeg savner ham ad helvede til hver dag, siger en tydeligt berørt Lene.
“Jonas’ forældre”
I den lille by er parret ikke længere kendt som ‘Lene og Carsten’. De er ‘Jonas’ forældre’ Det er derfor, Lene ikke medvirker i artiklen med billede. For at al furoren ikke igen skal dukke op. Sidste gang, efter en artikel i den lokale avis, startede det hele forfra.
– Jeg faldt i et sort hul og isolerede mig, fortæller Lene og fortsætter:
– Jeg har ingen falske forhåbninger om at få det bedre. Jeg tænker meget på Steffens forældre. Det er som et flashback, siger Lene og røber her baggrunden for at stille op til interview; fordi hun ved, hvad de går igennem. Og med et håb om, hendes fortælling kan hjælpe dem i sorgen.
Besøger Jonas
Lene besøger jævnligt Jonas’ grav på kirkegården – helst to-tre gange om ugen. Den skal holdes pæn.
På gravstenen står datoen 16. april 2015. Den dag, som familien valgte til Jonas’ dødsdag.
– Jonas bliver aldrig ældre end 21 år gammel, siger Lene
Hun tænder stadig lys udenfor. Hun så – efter anbefaling fra bedemanden – ikke Jonas, efter han blev fundet. Et lille håb er der stadig. Det forsvinder aldrig helt.
– Jeg kan have svært ved at tage nogle steder. For hvis nu…