Mor påstår lille pige forsvandt: Nu er hun fundet død derhjemme

Efter en kæmpe eftersøgning med sporhunde, dykkere og en helikopter blev den lille pige fundet, hvor hun forsvandt - derhjemme.

16 måneder gamle Semaj er blevet fundet død efter en kæmpe eftersøgning.Foto: Will County Sheriff’s Office
Foto: Will County Sheriff’s Office

Udgivet Opdateret

En lille pige er blevet fundet død i sit hjem efter en omfattende eftersøgning af hende. Det skriver CBS Chicago.

Politiet har fundet 16 måneder gamle Semaj Crosby død i sit hjem i staten Illinois. Inden havde politiet sammen med hele nabolaget ledt efter den lille pige med hunde, dykkere og en helikopter, fordi hendes mor sagde, hun var forsvundet.

Politiet så det ikke komme

Omkring klokken halv fem om aftenen tirsdag forsvinder Semaj. Familien begynder at lede efter hende, men da de ikke kan finde hende, ringer moderen, Sheri Gordon, til politiet. Politiet ankommer til hjemmet og leder først efter pigen i familiens hus. Bagefter fortsætter eftersøgningen i nabolaget.

Den omfangsrige eftersøgning forsætter det næste døgn, hvor mere end 80 betjente og dusinvis af frivillige leder efter den lille pige. Der bliver også tilkaldt sporhunde og en helikopter sammen med et hold af dykkere for at lede i en dam i nærheden. Ifølge The Herald-News bliver familien samtidig afhørt af politiet.

Onsdag morgen kommer FBI ind i sagen. Familien bliver afhørt igen, og moderen snakker frivilligt med efterforskerne, indtil hendes advokat fraråder hende det. I en pressemeddelelse fra politiet onsdag morgen, bliver familien beskrevet som værende fuldt samarbejdsvillig med politiet. På det tidspunkt er politiet sikker på, at Semaj er forsvundet.

Sociale myndigheder var der tre timer inden

Omkring klokken 23 onsdag aften får politiet lov til at lede efter Semaj i familiens hjem, efter at have talt med moderens advokat. En time senere bliver den lille pige fundet død i hjemmet på en sofa. Torsdag morgen er obduktionen færdig, og pigens død bliver erklæret mistænkelig. Politiet ved stadig ikke i skrivende stund, hvad hun døde af, men efterforskningen fortsætter.

Semaj forsvandt kun tre timer efter, de sociale myndigheder havde været hjemme ved familien. Her så de Semaj og hendes to søskende have det godt. De sociale myndigheder var kommet forbi, fordi Semajs mor var blevet anklaget for forsømmelse. De har tidligere efterforsket kvinden men uden at finde noget.

– Vi har tidligere haft kontakt med familien blandt andet på grund af fire efterforskninger af forsømmelse uden begrundelse. To efterforskninger for det samme har været i gang siden marts i år og bliver stadig undersøgt. Da vi var i hjemmet, så vi alle tre børn, også Semaj, men der var ingen åbenlyse farer eller problemer, fortæller en talsperson fra de sociale myndigheder.

“Spil af tid”

Ifølge familien var den i gang med at reparere en bil uden for hjemmet, mens Semaj legede med andre børn ude i haven. På et tidspunkt forsvandt hun, og familien påstår, hun bare var gået sin vej.

Indtil videre er det ikke klart, hvad der er sket den etårige. Men naboer er triste og skuffede over, at hun blev fundet død derhjemme.

– Jeg føler ærlig talt, at det hele var spild af tid. Der var helikoptere, folk fra hele nabolaget og politiet, der gik fra dør til dør. De ledte bedre i mit hus end i det hus, hun var savnet fra. Vi leder alle steder for at finde ud af, at hun var i huset hele tiden, fortæller naboen Zachary Stocking.

 

Powered by Labrador CMS