Mor til nedgravet barnelig måske identificeret

Politiet efterlyser derfor kvinden i Danmark og udlandet.

Udgivet Opdateret

Mandag 16. oktober kontaktede bygningsarbejdere politiet. De havde gjort et makabert fund: Et delvist nedgravet barnelig.

Det døde spædbarn blev fundet nedgravet i et grønt område ved Brinken i Glostrup af håndværkere. Det var svøbt i en rød hættetrøje.

Herefter efterlyste politiet en ung kvinde, som for et par uger siden blev bemærket af flere vidner i området.

– Hun virkede trist og indadvendt, og hende vil vi gerne i kontakt med, sagde Ole Nielsen, efterforskningsleder ved Københavns Vestegns Politi dengang.

Nu har efterforskningen givet pote; politiet har en formodning om, hvem kvinden kan være.

Barneliget, der har vist sig at være en dreng, var svøbt i denne hættetrøje. Foto: Politiet.
Barneliget, der har vist sig at være en dreng, var svøbt i denne hættetrøje. Foto: Politiet.

– Hende har vi fundet frem til ved afhøringer. Det har været ganske almindelig efterforskning – uden nogen form for hokus pokus, siger Ole Nielsen til Newsbreak.dk.

Politiets formodede mor til barnet er rumæner, noget der allerede tidligere har været fremme i forbindelse med den kvinde, der er set i området.

Det viste sig altså at holde stik.

Der er dog – indtil videre – et lille aber dabei: Kvinden er stadig forsvundet.

– Vi ved ikke, hvor hun er. Hun kan sagtens være i Danmark, men vi har også kontaktet de rumænske myndigheder, siger Ole Nielsen.

Håber på DNA

Det har man gjort af en bestemt grund: Har rumænerne kvindens DNA i et register, kan hun hurtigt blev be- eller afkræftet som barnets moder.

Alligevel vil politiet gerne snakke med kvinden.

Ole Nielsen vil ikke oplyse alderen på kvinden, men blot sige, hun er ung.

Også det passer på den førnævnte beskrivelse, hvor signalementet blandt andet lød på cirka 20-25 år gammel og kraftig.

Spædbarnet er identificeret som hankøn – hvordan det døde er endnu uklart.

Et barn forsvinder ikke lige

Newsbreak.dk har tidligere været i kontakt med en jordemoder fra fødeafsnittet på Aarhus Universitetshospital.

Her mener man ikke, at et barn sådan pludselig kan forsvinde.

Det vurderer Ann-Birgitte Havelund Nielsen, som er afdelingsjordemoder på fødeafsnittet på Aarhus Universitetshospital.

– Normalvis vil en graviditet blive registreret ved at en kvinde går til egen læge, og så bliver henvist til et forløb på en fødeafdeling, sagde Ann-Birgitte Havelund Nielsen, afdelingsjordemoder blandt andet dengang.

– Når de har født, så registrerer vi barnet og opretter cpr-nummer på dem og anmelder dem til sognet. Og så giver vi jo besked til sundhedsplejen om, at barnet er født.

Bliver opdaget

Derfor vurderer Ann-Birgitte Havelund Nielsen, at det vil blive opdaget, hvis et barn pludselig forsvinder.

Hun mener, at hvis et barn skal forsvinde, uden at myndighederne finder ud af det, ville det højst sandsynligt ske i forbindelse med graviditeter, hvor kvinden slet ikke anvender det offentliges tilbud indenfor svangreomsorgen.

I tilfælde, hvor en gravid kvinde “forsvinder” fra svangreforløbet, vil man ringe til den gravide og finde ud af, hvad der er sket – typisk er der tale om, at kvinden er flyttet og er kommet i forløb ved et andet hospital uden at have oplyst det.

– Jeg kan ikke huske, at vi har haft nogen sager med nogen, der er forsvundet. Jeg tror ikke, vi har haft nogen tilfælde, hvor vi ikke har kunnet få fat på folk, sagde Ann-Birgitte Havelund Nielsen.

Powered by Labrador CMS