Mugne bagels tilbagekaldes
Et parti bagels, der er solgt i Rema 1000, tilbagekaldes.
Er du også blevet helt vild med bagværk med hul i midten? Så skal du læse nøje efter her, hvis du gerne vil undgå at blive syg.
Fødevarestyrelsen er nemlig fredag eftermiddag ude med en fødevaretilbagekaldelse.
Nærmere betegnet er der tale om fuldkornsbagels med havreflager – og de er solgt i Rema 1000-butikker over hele landet.
Det skyldes, at der er konstateret mug i nogle af pakkerne med varen – og det gør selvsagt, at de ikke egner sig til at blive spist.
Fødevarestyrelsen anbefaler, at man smider varen ud eller afleverer den tilbage, hvor den er købt.
Detaljer om varen
Nettovægt: 340 gram/4 stk.
Bedst før datoer: 27/02-2019
Lot nummer: L18348
I galleriet ovenfor artiklen kan du se et billede af varen i sin indpakning.
Newsbreak.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Reitan, der distribuerer varen.