Mulig hvidvask i ny bank: Tråde til Danske Bank

Ny baltisk bankskandale rammer den svenske storbank Swedbank, og sagen trækker tråde til Danske Bank.

Ledelsen i den svenske storbank Swedbank har flere gange hævdet – modsat Danske Bank – ikke at have haft udenlandske kunder, der har kanaliseret penge gennem banken. Men nu mistænkes Swedbank for hvidvask. Foto: Ints Kalnins/Reuters
Udgivet Opdateret

Den svenske storbank Swedbank er havnet i en sag om mulig hvidvask af mystiske milliardbeløb.

Et nyt datalæk viser, at milliarder af kroner er blevet kanaliseret gennem Swedbank til blandt andet De Britiske Jomfruøer og Belize.

Det skriver Berlingske på baggrund af en undersøgelse fra den svenske tv-station STV’s program Uppdrag Granskning.

Programmet har fået adgang til og analyseret interne dokumenter, som blandt andet beskriver transaktioner mellem Danske Bank og Swedbank.

Transaktionerne er fra perioden, efter at Danske Bank købte sig ind i Baltikum, og indtil afdelingen for ikke-estiske kunder blev lukket i 2015.

Omfattende sag

Mens hvidvasksagen i Danske Bank voksede, har Swedbanks ledelse flere gange hævdet ikke at have haft udenlandske kunder, der kanaliserede penge gennem banken.

– Det er vigtigt at påpege i forhold til den hvidvasksag, som vi ser hos en af vores konkurrenter i Estland (Danske Bank, red.), at Swedbank er fuldstændig anderledes, har bankens danske direktør, Birgitte Bonnesen, blandt andet sagt.

Uppdrag Granskning har imidlertid identificeret over 1000 Swedbank-kunder, der har konto i Baltikum, men har base i lande, som er kendt fra Danske Banks hvidvaskskandale.

Der er løbet beløb svarende til knap 42 milliarder danske kroner igennem de konti, der ifølge Uppdrag Granskning ser mest mistænkelige ud.

Swedbanks direktør vil ikke stille op til interview med Uppdrag Granskning, men sender kommunikationschef Gabriel Francke Rodau.

– Jeg kan ikke kommentere konkrete tilfælde, men i Swedbank har vi nultolerance, når det gælder hvidvask og, hvis vi ser signaler, så handler vi, siger han.

– Men så skal man også huske, at for hele branchen er det her en af vores største udfordringer, og det I er inde på er grov kriminel virksomhed.

Powered by Labrador CMS