Museumsdirektør: Cyklen er en næsten udødelig klassiker

Det er 200 år siden, at tyske Karl von Drais testede sin første maskine, der blev forløber til cyklen.

Mandag er det 200 år siden, at cyklens forløber kørte sin første tur. Arkivfoto. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Scanpix
Udgivet Opdateret

Verdens første cykeltur fandt sted for 200 år siden. Det skete, da tyske Karl von Drais lancerede et tohjulet køretøj i 1817.

Hvad han ikke vidste var, at den med tiden skulle udvikle sig til en af historiens store teknologiske succeser.

Særligt i Danmark har cyklen vundet indpas, hvor den er blevet en del af den danske identitet og hverdag.

Men i denne tids teknologiske udvikling, kan det synes besynderligt, at en relativt simpel opfindelse bliver ved med at være så synlig i gadebilledet.

Men det er der flere grunde til, vurderer Jesper Buris Larsen, direktør for Danmarks Tekniske Museum.

– Det er fordi, det er et helt unikt stykke teknologi, siger han.

Ifølge museumsdirektøren plejer teknologihistorikere at opstille forskellige kriterier for, hvordan opfindelser opnår succes og undgår glemmebogen.

Teknologien skal være enkel, designet skal være lækkert og tiltale forskellige indkomst- og uddannelsesgrupper. Og så skal den opfylde et basalt behov.

Det gør cyklen, vurderer Jesper Buris Larsen. Men den opfylder også et andet vigtigt behov, som ikke engang eksisterede, da den blev opfundet, påpeger han. Den er miljørigtig.

– Det, at cyklen lever op til de ting, gør den til en næsten udødelig klassiker, siger han.

Ifølge direktøren er det kun Holland, der overgår danskerne, når det kommer til at bruge cyklen i europæiske lande. Gennem historien er det groet ind i den danske kultur, vurderer Jesper Buris Larsen.

– Vi har valgt ret tidligt at lægge cykelstier. Derudover har vi indstillet trafikkulturen på, at der også findes nogle lidt blødere objekter på vejene. Mange andre steder i verden er det livsfarligt at cykle, siger han.

Den cykel, som kørte sin første tur for 200 år siden, var meget anderledes, end den vi har i dag. Den havde ingen pedaler og mindede mest om en løbecykel til børn.

Det var først i slutningen af 1800-tallet, at man benyttede en cykel, der minder om den, der bruges i dag.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS