Mystisk drone lander på premierministers tag

Politi sikkerhedspersonale dækker med en presenning for en drone, der landede på den japanske premierministers tag. Foto: TORU HANAI/Scanpix
Udgivet Opdateret

Med et lille kamera, en vandflaske og et mærke med tegnet for radioaktivitet er drone endt på Shinzo Abes tag.

Japansk politi arbejder på taget af premierminister Shinzo Abes kontor i Tokyo, efter at en drone angiveligt er fløjet dertil og er landet på den officielle bygning.

Der er tilsyneladende ikke fundet eksplosiver på dronen, der dog bærer et lille kamera, en vandflaske og en mindre presenning med et billede af tegnet for radioaktivitet, rapporterer flere medier.

Ifølge den japanske tv-station NHK oplyser en embedsmand, at der er tale om en drone på cirka 50 centimeter i diameter.

Politi kommenterer ikke

Dronelandingen skulle være sket om formiddagen onsdag lokal tid.

Politiet i Tokyo har afvist at kommentere oplysningerne.

Det er uklart, hvem der har sendt dronen af sted, og om der er et budskab med den.

Kan handle om atomkraft

Dog skriver en række lokale medier, at det kan have sammenhæng med en japansk domstols beslutning om at genstarte et atomkraftværk.

Med afgørelsen, der faldt onsdag, afviste domstolen bekymringer om sikkerheden på kraftværket, hvilket ellers har fyldt i det japanske samfund siden atomkatastrofen i Fukushima i 2011.

Premierminister Shinzo Abe var ikke til stede på kontoret, da dronen fløj hen over. Han er i Indonesien til et asiatisk-afrikansk topmøde.

Normalt er Shinzo Abe dog at finde i bygningen, der ligger omtrent 15 minutter fra statsboligen.

Brugen af droner i Japan er blevet mere normal. Særligt bliver dronerne brugt til at overvåge, fotografere og filme fra luften. Der er endnu ikke kommet regler på området.

/ritzau/Reuters

Powered by Labrador CMS