Mystisk kvinde i Holland identificeret som dansker

Hvem er denne kvinde? Hun er fundet i Holland og stammer måske fra Danmark. Politifoto.
Offentliggjort Sidst opdateret

En kvinde, der ikke ville eller kunne fortælle hollandsk politi sin identitet, er nu identificeret

Fredag bragte Newsbreak.dk og flere andre medier historien om en mystisk kvinde, som var kommet i det hollandske politis varetægt. Kvinden var blevet fundet den 4. oktober i byen Dordrecht ved Rotterdam, da hun kørte i et tog uden billet. Siden har hun ikke fortalt politiet andet om sin identitet, end at hun kommer fra “planeten Jorden” og er født i år 1900.

Politiet mente dog, at hun var dansker, selvom hun talte engelsk. Nu er kvinden så blevet identificeret, og det hollandske politi havde helt ret i sin formodning, skriver Ekstra Bladet.

– Hun er dansker, og hendes identitet blev bekræftet i går eftermiddag af de danske myndigheder, fortæller Patricia Wessels, der er talsmand for Rigspolitiet i Rotterdam til Ekstra Bladet.

Det hollandske politi har konstateret, at hun opholdt sig lovligt i landet, og hun har nu fået lov til at begive sig ud i verden igen. Det er uvist, om hun havde planer om at vende hjem til Danmark.

 

Powered by Labrador CMS