Mystisk massedød

Knap 100 hvaler på newzealandsk ø menes at have strandet på grund af barske havforhold.

I alt har 97 grindehvaler og tre delfiner mistet livet. Foto: Ritzau Scanpix.
Udgivet Opdateret

Knap 100 grindehvaler er døde i en massestranding på den newzealandske øgruppe Chatham Øerne.

Det skriver BBC.

Myndighederne i New Zealand blev orienteret om hændelsen søndag, men da de nåede ud til området, Waitangi West, var kun få af hvalerne i live.

I alt har 97 grindehvaler og tre delfiner mistet livet.

Det er uklart, hvad der har ført til strandingen på øgruppen cirka 800 kilometer øst for de to store newzealandske øer.

Hvide hajer

Ifølge Jemma Welch, der parkansvarlig ved landets Institut for Naturbevaring (DOC), døde 26 af de strandede dyr på grund af barske havforhold.

Hun tilføjer, at store hvide hajer med stor sandsynlighed også har været involveret i strandingen af hvalerne.

Instituttet oplyser, at lokale borgere vil afholde en ceremoni til ære for de døde hvaler. Dyreligene vil blive efterladt til at gå i forrådnelse.

Grindehvaler er en af de mest almindelige arter af hvaler i havene omkring New Zealand, og de kan blive op til seks meter lange.

Forholdsvis normale

Massestrandinger er forholdsvis normale på Chatham Øerne ifølge DOC. Op mod 1000 hvaler strandede på øgruppen i 1918, hvilket er den største stranding i New Zealands historie.

Massestrandingen kommer, blot to måneder efter at en anden stor stranding fandt sted på Tasmanien i Australien. Her døde 380 hvaler.

Det vides endnu ikke, hvorfor hvaler strander, men det står klart, at grindehvaler oftere strander end andre arter.

Der er flere forskellige teorier om strandingen. Nogle siger, at hvalerne kan blive desorienterede efter at have fulgt efter fisk, de jager til kysten.

Andre mener, at en ledende hval fejlagtigt kan føre en hel gruppe af hvaler til kysten.

Powered by Labrador CMS