Mystiske sedler i odensianske postkasser

Sedler som denne er blevet fundet i 10 forskellige postkasser i Odense M. Foto: Facebook
Udgivet Opdateret

Flere odensianere har oplevet at få en meget mystisk seddel i postkassen. Sedlen har påskriften “Grundloven § 72”

I Odense-bydelen omkring Reventlowsvej har flere beboere fundet en ret mystisk seddel i postkassen. Mindst 10 husstande har fået det samme brev.

Da Magnus Fuhr forleden tømte sin postkasse lå der blandt reklamer og rudekuverter et ternet papir med teksten “Grundloven § 72. 2 anm. 2010”, skriver Fyens.dk.

– Jeg tænker klart, at det er en person med et budskab, men det er ret kryptisk, og jeg kan ikke lige knække den. Måske er det fra en, der selv er blevet krænket. Hvis der er et budskab med sedlerne, kunne det godt være mere klart, siger Magnus Fuhr til fyens.dk.

Magnus Fuhr har ikke anmeldt episoden til Fyns Politi, men der har en anden borger, oplyser vicepolitikommissær ved lokalpolitiet i Odense, Michael Licthenstein:

– Vi fik en anmeldelse i mandags fra en borger, som også har modtaget en håndskrevet seddel med en paragraf fra grundloven, siger han.

Og det er ikke første gang, de mystiske sedler ender i postkasserne:

– I juli 2014 fik vi en tilsvarende anmeldelse, hvor der stod det samme, siger Michael Lichtenstein.

Hvis du har modtaget et lignende papir med en håndskrevet grundlovsparagraf, er der dog ingen grund til panik.

– Vi ser ingen grund til at folk skal føle sig bange eller utrygge af den årsag, forsikrer Michael Lichtenstein.

Paragraf 72 i grundloven, som der henvises til på sedlen, lyder:

“Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelse, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse.”

Powered by Labrador CMS